Afrikanske stemmer 2: Guds ord lærte os om livet og verden

Missionærer bragte uddannelse og udvikling til Tanzania. Det er to kristne og to muslimer fra Sanjaranda enige om. Byens imam roser bibelskolens landbrugsprojekt, hvor alle kan deltage, uanset religion. Omfattende undersøgelse bekræfter, at missionærer formidler uddannelse og dermed understøtter demokratiseringsprocessen. 

Missionærerne prædikede ikke kun til åndelig opbyggelse. De udvidede også befolkningens horisont, så de nu føler sig som en del af en større verden. 

Det fortæller Eliezer Mgoko, der som en af landsbyen Sanjarandas ældste indbyggere husker, da de første missionærer - Erna og Robert Conrad - kom og prædikede i landsbyen.

Børn alle vegne 1024x768- Vi var som børn. Vi havde ikke læst; vi vidste ingenting. Men fordi vi fik Guds ord, og missionærerne byggede skoler, lærte vi om livet. Førhen betragtede vi kun livet, som det er her og nu. Vi arbejdede blot for at skaffe mad og søge rigdom. Vi vidste ikke bedre, siger han. 

Uddannelse fremmer demokratiet

Hans betragtninger bekræftes af en verdensomspændende undersøgelse af den betydning protestantiske missionærer har haft på demokratiseringsprocessen i tidligere kolonier. Undersøgelsen er foretaget af Robert D. Woodberry, der er professor ved fakultetet for politisk videnskab ved National University of Singapore. 

- Uanset hvor protestantiske missionærer rejste hen, startede de skoler kort efter ankomsten, skriver han i American Political Science Review. Her forklarer han hvorfor det, han kalder ”konverterende protestanter” udgav tryksager til massedistribution og insisterede på at alle skulle have adgang til uddannelse:

- Ifølge konverterende protestanter har alle brug for adgang til ”Guds ord” – ikke kun eliten. Derfor skulle alle lære at læse, også kvinderne og de fattige, skriver Woodberry og lægger vægt på uddannelsens betydning for religionsfrihed, oprettelse af frivillige organisationer og reformer i kolonierne, der til sidst medførte en fredelig afkolonisering. 

- Da konverterende protestanter ville sprede deres tro, katalyserede de masseuddannelse, massetrykning og civilsamfundet – og hæmmede elitens forsøg på at skabe monopol på disse ressourcer. Når andre end eliten fik adgang til disse ressourcer, støttede det en ændring af klassestrukturen, fostrede fremvæksten af politiske partier og ikke-voldelige politiske bevægelser og fremmede en bredere politisk deltagelse, skriver han.

Undervisning til ånden og hånden

Tilbage til Sanjaranda fortæller Eliezer Mgoko, at de første missionærer rigtignok underviste i Bibelen, men også gav helt praktiske færdigheder fra sig. 

- Mama Conrad underviste os i at sy tøj. Hun havde tøjstykker med, som vi øvede os på. På den måde fortsatte det en tid. Vi blev undervist i Guds ord og i at bruge vores hænder, husker Eliezer. 

I den anden ende af Sanjaranda møder vi Esther Pumfuni, som er en af de ældste kvinder i landsbyen. Hun kom også med til Erna Conrads undervisning:

Esther Pumfuni- Missionærens kone kaldte på os for at lære os at sy tøj til vores børn. Jeg havde et barn, min førstefødte. Vi fik udleveret noget stof og satte os i et hjørne og begyndte at sy, fortæller hun.

Esther Pumfuni er fra Nyaturu-stammen og havde en diffus gudsforestilling, da missionærens medhjælper indbød hendes familie til gudstjeneste:

- ”Kom over til os og hør Guds ord”, sagde han. Vi vidste virkelig ikke noget som helst. Vi blev glade og sagde: ”Wauw, Guds ord!” Så rejste vi derhen og kom ind i et hus, hvor mange var samlet. Vi satte os på gulvet og lyttede. Vi vidste ingenting, men boede bare i vildmarken og troede på solen. Solen er skrap, men vi troede på den alligevel. Vi blev forbavsede over at høre, at Gud bor deroppe i det høje. ”Ham vil jeg gerne tro på”, sagde jeg. 

Den åndelige verden var dog ikke helt fremmed for Esther Pumfuni. Da hendes mand døde kort efter, troppede stammens ældste op foran hendes hytte og sagde, at de ville dvæle ved graven og påkalde ånderne over hendes afdøde mand. Det ville hun dog ikke høre tale om og jagede dem bort. 

Takker Gud for livet

For Esther Pumfuni blev missionærernes undervisning en indgang til mere viden om livet og verden.

- Troen hjælper mig i mit liv. Førhen vidste vi ingenting, vi havde ikke fået undervisning, vi kendte ingen tidsregning, vi konstaterede bare, når regntiden kom, og at det gav lys, når solen skinnede – det var det hele. Vi kendte ikke år eller måneder eller uger. Ikke en gang søndag kendte vi, den tid, hvor man går i kirke. 

- I dag kan jeg takke Gud for livet. Jeg takker ham hver gang, jeg har gjort et stykke arbejde. Jeg takker ham, når jeg rejser hen til andre områder og ser bjerge. Her har vi jo ingen bjerge. Så jeg siger: Tak Gud, fordi du har bevaret mig indtil i dag, så jeg kan se bjergene. Jo, livet med Gud er bedre. Jeg ved at Gud hjælper mig, slutter Esther Pumfuni.

Missionsarbejdet udvidede tanzaniernes horisont, men det bør bemærkes, at missionærernes uddannelse ikke var den eneste uddannelse, afrikanere var genstand for. Afrikanske stammer havde en egen uddannelse, som var mere karakterdannende end oplysende. 

Kenyas første præsident Yomo Kenyatta fortæller detaljeret i bogen Facing Mt. Kenya om børneopdragelse i Gikuyu-stammen. Her var barnet mere lærling end elev og blev efter fuldført læring initieret ved stammens riter og introduceret til næste livsfase, indtil han eller hun var voksen og kunne udfylde sin rolle til familiens og stammens enhed og trivsel. 

Følsom for kolonismens patronisering klager Kenyatta i bogen over filantropiske hvide, ”afrikanernes professionelle venner”, som ”bevarer et evigt venskab med afrikanere som en hellig pligt på betingelse af at afrikanere spiller rollen som uvidende vilde, så de (hvide) kan monopolisere deres position til at tyde afrikanernes sindelag og tale på deres vegne.” 

Afrikanerne er ingenlunde en blank tavle, som blot venter på at blive skrevet på af hvide lærere. Stammens kulturelle opdragelse og den vestlige formelle uddannelse supplerer hinanden. Selv studerede Yomo Kenyatta antropologi ved London School of Economics og holdt foredrag om afrikansk kultur rundt om i Europa. Her mødte han stor interesse for emnet og besluttede derfor at nedfælde Gikuyu-stammens stolte traditioner i bogen Facing Mt. Kenya.

Ledere viser vej

Også Eliezer Mgoko betragter missionærernes undervisning som en forlængelse af stammens opdragelse.

- Vi blev meget glade, da missionen kom, for den kom med noget, vi ikke havde i forvejen. Her på jorden har vi ledere, som viser os vejen, og sådan var det da missionærerne kom – den ene efter den anden. De lærte os nye ting og viste os vejen frem. De havde forskellige evner, og folk følger dem, de ser op til. 

På spørgsmålet om, hvorvidt missionsarbejdet ødelægger den oprindelige kultur, nægter han pure:

- Det vil jeg slet ikke gå med til. Når et barn er lille kan det ikke gå. På samme måde var det med Afrika, inden befolkningen fik uddannelse. Vi var som børn, vi havde ikke læst, vi vidste ingenting. Men fordi vi fik Guds ord, missionærerne byggede skoler og folk læste, lærte de om livet og blev forandrede. Min far og bedstefar levede på en anden måde. De havde ikke tøj på. De var involverede i alt muligt, som jeg ikke kan fortælle om. Men fordi vi fik Guds ord og fik undervisning, lærte vi om verden, og derfor holdt vi op med at gøre det, vi gjorde før. 

Fællesskab med hele verden

Eliezer holder en tænkepause, inden han fortsætter: 

- Jo, det kan godt være, at vi afrikanere er anderledes, end vi var før, men det skyldes, at vi har tilegnet os viden. Vi er ikke blevet presset til noget. Vi har gjort det frivilligt. Vi opdagede, at vi kunne leve som andre mennesker i verden. Vi har lært meget om verden udenfor og på den måde får vi fællesskab med de hvide og alle andre. Men at påstå, at vi ikke har det godt og at vores kultur er ødelagt, det går jeg ikke med til. Det passer ikke, fastslår han og uddyber: 

- Når vi bliver kristne og kommer i kirke, lærer vi en hel masse og gør fremskridt. Når folk læser, gør de fremskridt. Derfor kan vi ikke tolke det sådan, at afrikanerne er gået glip af glæden, og at de har det slemt nu. Nej, det er udvikling. Til ånd og krop. Skulle jeg virkelig tage mit tøj af og gå nøgen rundt ligesom før? spørger Eliezer Mgoko retorisk.Singida lake 1024x512

Imam: Mission bragte udvikling

Vi besøger også byens imam, der har boet i Sanjaranda siden 1973 og fulgt landsbyens udvikling i over 40 år.

- Missionen har virkelig bragt udvikling til hele området. Efter kirkerne kom skolerne, og det betyder at mange nu har fået arbejde og gode stillinger hos myndighederne, fortæller imam Abdullah Ramadan og fortsætter: 

- Vi arbejder tæt sammen med skolerne. De gør deres arbejde godt. Og der er ingen forhindringer, når vores muslimske børn og unge vil læse på skolerne.  De afviser ikke muslimske elever, men blander dem med kristne. 

- Landsbyen har gennemgået en god udvikling. Da jeg kom, var der mest ødemark og vildtvoksende skov. Men da missionærerne kom, vågnede befolkningen op og blev opmærksomme på at administrere deres ejendomme. Det begyndte med nogle få, men så spredte det sig til hele landsbyen, fortæller imamen.

Lærer at dyrke jorden

Han nævner et landbugsprojekt, hvor 280 småbønder lærer at plante hårdføre afgrøder, gøde, vande og luge ukrudt. Det er Pinsekirkernes bibelskole, der står bag projektet, hvor både kristne og muslimske bønder deltager.

- Vi kan se, at projektet lykkes, og at bønderne lærer fra sig til de dele af befolkningen, som ikke kom med i første omgang, fortæller imam Abdullah Ramadan. - Nu kører landbrugsprojektet, og børnene skal ikke længere følge dyrene på græsning, men dyrene fodres hjemme, så børnene kan komme i skole. 

- Landbrugsprojektets demonstrationsmarker giver inspiration til alle i landsbyen. De andre kigger på bønderne i projektet og ønsker at gøre ligesom dem. De opdager: ”Jeg kan jo gøre det samme, så lad mig følge deres eksempel, så vil jeg lykkes og få et godt udkomme.” Nu har jeg bare et ønske om, at sponsorer kommer hertil, så projekterne kan køre videre, og det, der er startet i det små, kan vokse i styrke, slutter imamen. 

Muslim: Engagerede kristne har et godt liv

P6030290 Mwingi Mwenjemvua Hassan Salomon 625x1024Vi smutter ind til stationsbyen Itigi og taler med guvernør Mwingi Mwenjemvua Hassan Salomon, der også er muslim. Vi spørger, hvad han synes om den kristne mission, som har været i området over 50 år.

- De gør et godt stykke arbejde. Og demonstrationsmarkerne ved bibelskolen på Sanjaranda er jo flottere end alle andres. De har virkelig hjulpet os meget, og vi har fået meget gavn af deres landbrugskurser.

Men hvad med det kristne missionsarbejde?

- Det er alt sammen godt, og vi kan se, at de mennesker, der engagerer sig i kirken, får et godt liv. De, som engagerer sig, altså. For der er også nogle, der bare ser på. De, der gør noget, lykkes, og deres liv forandres.

Der er også mange muslimer i området – hvordan går samarbejdet?

- Kristne og muslimer arbejder tæt sammen. Man kan jo ikke sige, at landbrugsprojektet kun er for kristne, selv om det kommer fra kristent hold. Alle, der engagerer sig, får glæde af den ny viden og arbejder sammen side om side. 

Aktivisme ansporer landets elite

Førnævnte Robert Woodberry skriver i sin verdensomspændende undersøgelse af missionens virkninger i ikke-europæiske lande:

- Det ser ud til, at religion påvirker spredningen af uddannelse. I samme omfang som masseuddannelse fremmer demokrati, kan konverterende protestanter have påvirket demokratisering.

Han forklarer hvorfor:

- Religiøs tro, der krævede, at alle har adgang til Guds ord, forhindrede eliten i at opretholde store uddannelsesmæssige barrierer mellem dem selv og andre.

Missionærernes aktivistiske form for kristendom fik dem oven i købet til at engagere sig i lignende aktiviteter: 

- Deres forsøg på at omvende folk gennem uddannelse truede andre eliter og ansporede disse eliter til også at investere i masseuddannelse, skriver Woodberry og konkluderer:

- Konverterende protestanter katalyserede fremvæksten af masseuddannelse over hele verden. De var fortalere for læsefærdigheder til alle, så alle kunne læse Bibelen og tolke den kompetent. 

 

Litteratur

Woodberry, Robert D.: The Missionary Roots of Liberal Democracy, American Political Science Review, maj 2012.

Kenyatta, Yomo: Facing Mt. Kenya, Vintage, 1965

 

 Fotos: Samuel André

TILMELDING TIL NYHEDSBEV

BESTIL NY MISSION

logo neg

BLIV OPDATERET PÅ:

facebook

 

Dansk Missionsråd | Peter Bangs Vej 5B | 2000 Frederiksberg | Tel:+45 3961 2777 | E-mail: dmr@dmr.org
Bankkonto til bidrag: Danske Bank reg.nr. 4190 konto 10850789