Afrikanske stemmer 5: Kvinder og børn har krav på respekt og omsorg

Da de kristne missionærer kom til Tanzania, introducerede de basale menneskerettigheder, fortæller Alex Mtui, en driftig og initiativrig forretningsmand i Dar es Salaam. Så handlekraftig, at han som leder i en stor virksomhed ikke kunne holde ud at være vidne til den omsiggribende korruption, men måtte sige op og finde sig et andet arbejde, der passede bedre med hans kristne værdier. I dag leder han Soma Biblia, der er boghandel og bibeldistributør til hele Tanzania. Soma Biblia støttes af Luthersk Mission herhjemme og arbejder ud fra kontorer i Dar es Salaam og Arusha.

Man slog sin kone, som man slog sin ko

Alex MtuiFor Alex Mtui står den kristne etik i skarp kontrast til forholdene, inden missionærerne kom til Tanzania med det kristne budskab.
- Livet var ikke godt førhen. Mændene havde mange koner, og de behandlede ikke deres familier ordentligt. Og høvdingerne havde meget stor magt. De kunne endda tage din kone som sin ejendom, hvis de ville. Og du havde ikke noget at skulle have sagt.

- Kristus kom og lærte os at behandle vore medmennesker ordentligt og være gode ved kvinderne. Før havde vi en dårlig vane med at slå vores koner. Man slog sin kone, som man slog sin ko. Man betragtede hende ikke som et menneske. Men da kristendommen kom, lærte vi, at hun er et menneske som vi andre, og at hun har krav på omsorg.

- Når jeg sammenligner med vores tilværelse nu, må jeg konkludere, at kristendommen har givet os mange fordele. I dag har mennesker et godt liv. Hjemme i min landsby oprettede missionen en skole, byggede et hospital og bragte udvikling til hele området. Udviklingen skyldes kristendommen. Og folk har fundet en mening med livet.

De hvide fædre

Alex Mtuis betragtninger står ikke alene, men gentages i flere interviews i Tanzania. Vi møder gamle Mama Eva i en hytte i landsbyen Kipili ved Tanganyikasøen i Vesttanzania. Hun siger, at hun er 95 år og blev født, da hendes far kæmpede for Tysk Østafrika under Første Verdenskrig.

Mama Eva har kun lovord for ”de hvide fædre” fra den katolske kirke, som lagde vægt på, at kristendommen udtrykkes i den måde, vi behandler hinanden på som mennesker:
- Det var godt, da de første missionærer kom til egnen; de hvide fædre. Jeg fulgte katekismen hos dem, og de spurgte: ”Børn, kender I Gud? Har I set Gud?” Vi nægtede. Vi havde jo ikke set Gud. Og så sagde de: ”Gud kan I se ved at lægge mærke til menneskers måde at leve på”. Men det modsatte vi os. For mennesker levede jo som om, der ikke var nogen Gud. Men så gik det op for mig, at de talte om Jesus. Jesus levede på jorden som en ung mand og viste os Gud. Og da tog jeg imod Jesus og lukkede ham ind i mit hjerte.

Mama Eva er sikker i sin teologi den dag i dag: Mama Eva 1024x768- Gud gør ikke forskel på folk. Selv om de er fulde af sår, tager han imod dem. Uanset hvordan du har det, tager han imod dig, siger hun og påpeger, at det ikke ligefrem er den måde, hendes kirke agerer på i dag:


- Det var godt dengang de hvide fædre ledede kirken, og det gik også godt den første generation derefter. Når der var fattige, som jeg er nu, blev de bragt hen til kirken, hvor de blev sørget for. Men i dag – jeg siger dig sandheden – ser du ikke en eneste fattig henne i kirken. Og de hjælper dem ikke, slet ikke. Men for længe siden var det godt, for de hvide gjorde ikke forskel på folk.

Børnene sov i kloakrør

Mama Evas karske syn på kirken beskriver ikke tilstanden generelt. Tværtimod er der stor respekt om kirkens sociale arbejde, der netop går ud på at give marginaliserede grupper som kvinder, børn, ældre og personer med handicap bedre levevilkår. Vi møder bl.a. socialchefen i Singida, som glæder sig over samarbejdet med en af byens kirker om at hjælpe gadebørn og deres familie og slægtninge til at leve i gensidig omsorg og respekt.

- Vi har et godt samarbejde med Pinsekirken i Singida og holder kurser sammen om børns velfærd og regeringens politik på børneområdet. Vi opretter også et børneforum, hvor børn selv kan medvirke. Kirken foreslog det, og der er bred enighed om, at vi ikke blot som voksne skal tale om børnenes forhold, men at børnene også selv skal komme til orde, fortæller Fatima Malinga, der er socialchef i Singida kommune.

Alle gode kræfter hjælpes ad

Kirken samarbejder med kommunen og byens moské om at hjælpe de omkring 3.000 gadebørn, som driver rundt i gaderne og risikerer at udvikle sig til voldelige unge, hvis der ikke bliver gjort noget.
- Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det vil se ud i byen om fem år, fortæller kommunens gademedarbejder Vivian Kaiser. - I Dar es Salaam går unge rundt og overfalder folk og stjæler deres ejendele. Vi får lignende tilstande her i Singida, hvis vi ikke gør noget nu, siger hun.

Kvinde studerer 1024x778Og derfor går alle gode kræfter sammen om at række ud til børnene. Et netværk mellem myndigheder, kirker, moskéer og andre organisationer rækker sammen ud til børnene. Netværket blev etableret af Pinsekirken.

- Det smertede os at se børnene sove i kloakrørene under vejen udenfor kirken. Vi kunne ikke bare bede indenfor kirkens mure, men måtte gøre noget. Så vi begyndte at uddele tøj og give dem mad hver weekend, fortæller kirkens præst, Bonifas Nitandi.

Men det var ikke nok, for de sov jo stadig på gaden, fortsætter han.
- Derfor købte vi et hus til børnehjem, så vi kunne give dem et sted at bo og samtidig knytte dem til skolen.
Og mange gennemfører skolegang og kommer i lære eller gennemfører en videregående uddannelse.

Familieproblemer sender børn på gaden

Socialchef Fatima Malinga forklarer, hvorfor børnene ender på gaden:

- Problemet ligger i børnenes familier. De fleste forældre ved ikke, hvordan de skal sørge for deres børn. De kender ikke en gang landets love, men siger blot: ”Dette er mit barn, og jeg har ret til at gøre med det, som jeg vil!”

- Der er en kløft mellem befolkningens traditionelle opdragelsesmetoder og Tanzanias lovgivning. Og fordi de fleste regeringsinstitutioner mangler arbejdskraft, når de ikke ud til familierne med hjælp og oplysning. Men det kan kirken. Kirkens medlemmer har kontakt med familierne på gadeplan og kan engagere frivillige til at følge op på familierne.

Og det er der brug for, viser en rundspørge blandt de gadebørn, som nu opholder sig på Pinsekirkens børnehjem i byen. Børnene har enten forladt familierne, fordi forældrene tæskede dem i fuldskab, eller fordi de ganske enkelt blev smidt ud af en stedmor eller stedfar, når deres rigtige mor eller far døde.

Vestlig ungdomskultur kan skabe problemer

Men selv om Fatima Malinga er glad for samarbejdet med kirken, beklager hun de negative følgevirkninger af, at den vestlige kultur har vundet indpas:
- Missionsarbejdet har også indledt globaliseringen. Før havde vi ingen computere, ingen tv-apparater, men nu kan vi følge med i alt, hvad der sker i verden. I dag kan børn gå lige ind på internetcaféer og se pornografi. De unge går rundt i vestligt tøj, og hvis forældrene siger: ”Hvorfor går I sådan klædt?”, siger børnene bare: ”Jamen, sådan går de klædt i Europa, og det er helt normalt!” Hvis pigerne går rundt i tøj, som ikke er passende i vores kultur, kan de blive fanget af mænd og pludselig blive gravide og dermed gå glip af deres uddannelse.

Intet kan dog konkurrere med det gode forbillede, mener Omar Kisuke, der er religionslærer i moskéens koranskole i byen:
- Vi arbejder meget sammen i byen, og det er vigtigt – især for de udsatte børn. Vi skal huske, at børnene ser op til os. Når vi er gode forbilleder, vil de bevæge sig i samme retning.

Det samme gælder forældrene, påpeger han:
- Som religiøse ledere kan vi gå foran og vise dem, hvordan de skal tage sig af deres børn.

På spørgsmålet om, hvordan han ser på samarbejdet mellem myndigheder, muslimer og kristne, svarer Omar Kisuke:
- Vi er nødt til at holde sammen. Kun når vi samarbejder, kan vi bevæge os fremad. Når vi sætter os ned og aftaler, hvad vi skal gøre, og hvordan vi fordeler arbejdet, kan vi fremme udviklingen i vores samfund, konkluderer han pragmatisk.

 Fotos: Samuel André

 

TILMELDING TIL NYHEDSBEV

BESTIL NY MISSION

logo neg

BLIV OPDATERET PÅ:

facebook

 

Dansk Missionsråd | Peter Bangs Vej 5B | 2000 Frederiksberg | Tel:+45 3961 2777 | E-mail: dmr@dmr.org
Bankkonto til bidrag: Danske Bank reg.nr. 4190 konto 10850789