Afrikanske stemmer 6: Kristne og muslimer samarbejder for fred

Stammetraditioner er ikke altid idylliske, og radikale islamister truer den fred, som Tanzania er så kendt for. Missionærer befordrer samarbejde mellem stammer og støtter nu forsoning mellem kristne og muslimer på Zanzibar.

Fanuel Jackson med frue 1024x768Tanzania har alle forudsætninger for at blive et land opløst i borgerkrig. Landet består af 120 stammer, og befolkningen består overvejende af lige dele kristne og muslimer. Men de 45 millioner indbyggere har i mange år været et forbillede i fredelig sameksistens.

Over 50 interviews på en 4.400 kilometer lang rejse fra øst til vest afslører, at den jævne befolkning har en meget pragmatisk tilgang til livet. Hverdagen skal fungere. Der skal grød på bordet. Derfor må alle gode kræfter trække på samme hammel.

Jo, der har været bombeangreb mod religiøse ledere i Arusha, syreangreb i Dar es Salaam og kirkeafbrændinger på Zanzibar.

Men som sheik Ibrahim al Sayyid fra Zanzibar siger:
- Det er ekstreme kræfter udefra, som prøver at splitte befolkningen. Kristne og muslimer har levet sammen i 200 år. Vi har endda lejet vores moskéer ud til kirker på Zanzibar, siger sheik Ibrahim (navnet er opdigtet af hensyn til sheikens sikkerhed – red.).

Kristne og muslimer arbejder sammen

Tanzaniere har et meget jordnært forhold til religion. Som imam Abdullah Ramadan fra landsbyen Sanjaranda udtrykker det: ”Vi beder selv om fredagen, og de kristne beder om søndagen, men ellers samarbejder vi om alt og fejrer det ved fælles fester i landsbyen”. Og som pinsepræsten Fanuel Jackson fra nabolandsbyen Gurungu siger: ”Jeg føler mig som præst for alle i landsbyen. Hvis en muslimsk familie er ramt af sygdom, besøger jeg også dem”.

I den centrale Singida-region har 280 kristne og muslimske småbønder fordoblet deres høst ved at dyrke de rette afgrøder efter moderne principper. I regionshovedstaden Singida står kirke og moské sammen om at hjælpe storbyens 3000 gadebørn. Alt dette med støtte fra frikirkernes hjælpeorganisation International Aid Services.

Omkring Tanganyikasøen ved grænsen til DR Congo har Brødremenighedens Danske Mission dannet sundhedskomitéer i 46 landsbyer. Komitéerne består af både muslimer, kristne og folk med traditionel baggrund. Sammen underviser de i hygiejne, bygger klinikker og sikrer driften af otte ambulancebåde. I dag er kolera udryddet på Tanzania-siden.

Den Anglikanske Kirke blev bygget pÑ slavemarkedet i Stonetown pÑ Zanzibar og markerede dermed slaveriets ophr 1024x769Trosbaseret dialog

På Zanzibar driver Danmission et dialogcenter, hvor kristne og muslimske ledere mødes, diskuterer og opbygger tillid til hinanden. Sammen har de dannet en forsoningskomité, som drager ud i landsbyerne og gyder olie på vandene, når en konflikt er under opsejling. Og sheiker og biskopper bliver sammen inviteret til forsoningsmøder landet over.

Idéen er, at når religion er en del af problemet – sammen med sociale og politiske årsager – skal religion også være en del af løsningen. Og målet er, at forsoningsarbejdet på Zanzibar skal sprede sig til fastlandet, ligesom det er set i konflikter mellem kristne og muslimer på det seneste.

 

Som et lokalt ordsprog lyder: ”Når trommerne lyder på Zanzibar, danser folket ved Victoriasøen”.

På Zanzibar starter konflikterne ofte som ”lydkrig”, når en kirkes sanggruppe for eksempel vælger at øve fredag eftermiddag og stille deres lydanlæg udenfor kirken, så hele landsbyen kan lytte med og moskéens fredagsbøn blive forstyrret. Eller når den lokale imam skruer ekstra meget op for minaretens højttalere søndag formiddag, når kirken holder gudstjeneste. En præst og en imam fra forsoningskomitéen rykker ud og mægler mellem parterne og anviser, at man ifølge begge religioner skal respektere hinanden.

Forsoningskomitéen arbejder også med at forebygge konflikter, bl.a. ved at arrangere fodboldkampe mellem kristne og muslimer og mellem politiet og øens bandemedlemmer.
Når man oplever hinanden som medmennesker, opstår konflikterne ikke så nemt.

Hver stamme dyrkede hver sin gud

Danmissions forsoningsarbejde på Zanzibar er ikke en enlig svale. Faktisk fremgår det af flere interviews, at missionærernes ankomst bragte fred til området:
- Da missionen kom, fik vi mere med hinanden at gøre, der opstod et fællesskab, fortæller Nelson Kimanga fra Iringa midt i landet. - Førhen var der intet sammenhold. Vi var splittede. De forskellige stammer levede hver for sig. De dyrkede hver deres guder, havde intet med hinanden at gøre og kunne ikke lide hinanden.

- Jo, man henvendte sig sammen til heksedoktoren for at få en god høst, men man arbejdede ikke sammen på Guds måde. Tværtimod mente man, at man fik kræfter fra mørket. Og med den kraft konkurrerede man med de andre. Men da den kristne religion kom, blev alting godt igen. I min egen familie dyrkede vi Gud og havde slet ingen frygt.

Nelson Kimanga konkluderer:
- Troen på Gud har hjulpet mig til at slippe mine stammetraditioner. Nu får jeg hjælp fra Gud - også nu, hvor jeg er blevet gammel.

Overtro viger for barmhjertighed

I Sikonge syd for Tabora har Brødremenigheden drevet et spedalskhedshospital siden 1922. Myndighederne har overtaget hospitalet, som nu betjener hele distriktet. Lægemissionær Steen Mølgaard Andersen er stadig tilknyttet og tilser også de ældre patienter på plejehjemmet Kidugalo. De ældre har voldsomme handicap, fordi den frygtede sygdom blev opdaget for sent.

Af og til tager Steen Mølgaard Andersen på oplysningsture i landsbyerne for at forklare befolkningen, at sygdommen ikke skyldes en forbandelse fra sure slægtninge, eller at man har spist kød fra perlehøns eller giraffer. Unyamwezi-stammen har den overtro, at de prikker, den spedalske får på huden på grund af kroppens immunforsvar, skyldes, at man har spist kød af dyr med prikker.

Men al denne overtro træder fuldstændig i baggrunden, når patienter ankommer til hospitalet i Sikonge for at modtage hjælp. Også selv om familien ”dumper” syge slægtninge på hospitalet og pludselig forsvinder.Sygeplejerske Elisabeti Joram Sinyaje 940x1024

De syge skal hjælpes, uanset hvad, mener sygeplejerske Elisabeti Joram Sinyaje:

- Det gør mig ondt for de syge, som jeg har stor medlidenhed med. Derfor er det en ekstra glæde for mig at kunne hjælpe dem. Jeg medicinerer dem, forbinder deres sår og giver dem råd og vejledning i, hvordan de skal holde sårene rene, fortæller hun.

Heldigvis findes der medicin, som kan kurere spedalskhed indenfor et år og gøre patienten smittefri allerede indenfor et døgn.

Gud bestemmer over liv og død

Overtro er kilde til mange problemer – også direkte fjendskab mellem mennesker, forklarer Josephina Cornelio fra Zanzibar:
- Befolkningen her på Zanzibar benytter sig meget af mørkets kræfter, onde ånder og deslige. Mange lider under medicinmændenes forbandelser. Når man beskæftiger sig med medicinmænd, ånder og den slags, må man vænne sig til at leve i frygt. Man ved ikke, om folk er gode eller onde, og uden Gud har man ingen beskyttelse.

- Som kristen ved jeg, at det er Gud som afgør, om jeg skal leve eller dø. Jeg stoler på Gud og har ingen frygt. Jeg ved, at hvis nogen sender en ond ånd efter mig, kan den ikke fange mig, fordi den almægtige Gud, står ved min side. Så er jeg tryg.

Kastede sten og betragtede os som dyr

Tryghed og tillid mellem mennesker er en betingelse for fred. Derfor må den kristne ofte tage det første skridt i forsoningsarbejdet.

Det gjorde Elina Nsamba, da hun flyttede til Zanzibar, hvor 99 procent af befolkningen er muslimer. Her oplevede hun direkte fjendtlighed fra sine naboer:
- Nogle kastede sten - endda ved højlys dag. Når børnene legede udenfor huset, kom stenene susende, men ramte aldrig. De landede bare på jorden udenfor huset. Børnene blev bange, men Gud beskyttede os.

- Jeg besluttede mig for at gå hen i den retning, hvor stenene kom fra og råbte: ”Hvorfor kaster I sten? Har vi en hale eller er vi mennesker ligesom jer? Hvorfor gør I det? Vi har jo samme far, og når vi skal herfra, kommer vi hjem til den samme far! Den, der kaster med sten, skal stå til ansvar overfor Gud!” Det viste sig, at stenene kom fra en ung mand, der havde store problemer. Jeg bad Gud om at tage sig af ham og tilgive ham.

Elina Nsamba 1024x768Lad os være venner

- Muslimerne har forandret sig, siden vi kom, fortsætter Elina Nsamba.

- Først betragtede de os som dyr. Hvis de kom til at røre ved os, sagde de, at vi var dyr. Men nu har de vurderet os ud fra vores livsstil og indset, at vi lever sammen med dem i kærlighed. De er begyndt at synes om os. Vi har nu et godt naboskab og har tillid til hinanden. Ja, de gør deres yderste for at blive venner med os.

- Der er ikke et ondt ord imellem os. Førhen hånede og forbandede de vores børn på gaden - jeg ved ikke hvor det kommer fra, måske den måde, de bliver undervist på. I moskéen fik de at vide: ”I må udleje jeres huse til de kristne, men pas på, I ikke rører deres mad!” Da mine naboer kom tilbage fra moskéen, diskuterede de med hinanden: ”Må vi virkelig ikke spise de kristnes mad? Vi har jo fulgt dem og levet fredeligt sammen med dem! Der er jo ingen problemer med de kristne. Det er jo os selv, der skaber problemer!” Og de kom enkeltvis til mig og sagde: ”Jeg kan godt li’ dig; vi kan være venner, men fortæl det ikke til de andre!”

En ny ideologi truer

Føromtalte sheik Ibrahim beklager den stigende fjendtlighed på øen og fortæller, at den radikaliserede ungdomsbevægelse ”Uamsho” (betyder vækkelse på kiswahili) henter inspiration fra hadprædikanter, som kommer fra forskellige radikale grupper i Mellemøsten. Denne nye ”ideologi” er helt fremmed for den tolerance, der hidtil har hersket på Zanzibar.

- Jeg voksede op med min far og min bedstefar og så dem aldrig skændes med de kristne. Tværtimod: en kristen fik lov til at leje en moské til sin forretning uden at nogen sagde: ”Nej, det må du ikke! Det har været en moské!”
Familien var baptister, og sheiken gik i skole med deres søn.

- Vi lavede opgaver sammen, mens hans mor lavede kaffe til os. Mine forældre gav mig også lov til at overnatte hos ham. Sådan var klimaet mellem hinduer, muslimer og kristne dengang. Vi levede sammen, studerede sammen og arbejdede sammen. Vi diskuterede også religion og havde overhovedet ikke noget kriminelt i tankerne. Og man kunne skifte religion, hvis man ville.

Europa kan lære af Zanzibar

Sheiken ser bekymret på, at radikal islam også vinder indpas i Europa og spreder terror. Han håber, at Zanzibar kan blive et forbillede på fred og forsoning:
- Jeg vil anbefale europæerne at besøge Zanzibar og se, hvordan vi bygger en moské, en kirke og et tempel sammen og hvordan familierne lever sammen, studerer sammen og fejrer bryllup sammen. Vi har levet fredeligt sammen i over 200 år uden at skændes, og muslimer har udlejet deres moskéer til folk fra andre trossamfund uden problemer. Selv hinduerne, som ikke tror på én Gud ligesom os, har vi fællesskab med. De har bygget deres tempel tæt ved moskéen som i øvrigt er for både shia-, ibad- og sunni-muslimer. Og den katolske kirke og moskéen rører ved hinanden. De er bygget sammen og deler en fælles mur. De kimer med deres klokker, og der er ingen strid over det. Både den romerske og den anglikanske kirke lejede sig ind i vores moské, indtil de kunne bygge deres egen kirke. Dette samarbejde er Østafrika kendt for, men nu truer en ny ideologi, og vi ved ikke rigtigt, hvordan vi skal fjerne roden til det.

Han nævner fire islamistiske sekter, som udspringer af wahabismen i Saudi Arabien. Den ene er mere ekstrem end den anden, og de strides også indbyrdes om den rette lære. De lokker også unge afrikanere ud i terror. Men det håber sheiken at forhindre gennem forsoningsarbejdet, hvor ledere fra alle religioner deltager i seminarer om konfliktmægling og besøger hinandens helligdomme.

- Vi skal kunne leve sammen, troende og ikke troende, kristne og muslimer, hinduer og zoroastrer. Vi vil leve sammen, som jeg har set det hos min far og min farfar. Samtidig vil vi være på vagt over for den nye ideologi, konkluderer sheiken.

Fotos: Samuel André

 

 

TILMELDING TIL NYHEDSBEV

BESTIL NY MISSION

logo neg

BLIV OPDATERET PÅ:

facebook

 

Dansk Missionsråd | Peter Bangs Vej 5B | 2000 Frederiksberg | Tel:+45 3961 2777 | E-mail: dmr@dmr.org
Bankkonto til bidrag: Danske Bank reg.nr. 4190 konto 10850789