De oversete kulturelle og religiøse dimensioner i udviklingsarbejdet

Af Knud Vilby

Peter Fischer-Nielsen, generalsekretær i Mission Afrika anmelder:

I 1980’erne diskuterede man kulturens plads i udviklingsarbejdet. I dag er turen kommet til religionen. Knud Vilby giver i sit kapitel en god introduktion til nogle af de refleksioner, som er relevante i den sammenhæng. Hvornår er et religiøst udgangspunkt en styrke i udviklingsarbejdet? Hvor giver religion udfordringer og problemer? Og lidt mere generelt: Hvordan sikres en folkelig og mellemfolkelig forankring af udviklingsarbejdet i en tid, hvor udviklingsindsatsen i stadig stigende grad professionaliseres og centraliseres? 

Kapitlets mange refleksioner, åbne spørgsmål og kun få færdige svar lægger op til, at læseren kan tænke med og føre refleksionerne videre ind i ens egen sammenhæng. Som repræsentant for en folkekirkelig missionsorganisation fik jeg gennem læsningen endnu engang blik for værdien af det kirkeligt forankrede udviklingsarbejde, som min egen organisation senest har oplevet i forhold til Ebola-epidemien og kampen mod den religiøse ekstremisme i Vestafrika. Gennem vores kirkelige samarbejdspartnere, der i forvejen har en naturlig og legitim rolle i samfundene, har det været lettere end så mange andre at nå ud med vigtige budskaber, rådgivning og undervisning. 

Man får i læsningen af Vilbys kapitel også en påmindelse om at være lyttende i forhold til lokale værdier og ønsker og ikke tromle sit eget værdisæt ned over en kirke eller et samfund. Det kan være en svær balance på den ene side at respektere samarbejdspartneren, og samtidig have et værdisæt, som man også skal værne om og søge at opnå respekt og forståelse for hos samarbejdspartneren. Hvor Vilby gør mest ud af den vestlige NGO’s behov for at forstå, kunne det være interessant med nogle mere klare bud på, hvordan denne forståelsesproces kan blive præget af gensidighed.

Endelig slår det mig ved læsningen, hvor vigtig en rolle kirkelige organisationer kan spille i forhold til at brede udviklingsarbejdet ud, så det ikke kun bliver en aktivitet for de professionelle udviklingsarbejdere, men noget der er forankret i mødet og relationen mellem mennesker, og noget som har med det hele menneskeliv at gøre. Effektivisering og centralisering er måske en naturlig udvikling i mange sammenhænge, men går folkeligheden og medmenneskeligheden tabt i den proces, vil det være katastrofalt for det langsigtede arbejde med at skabe forståelse og udvikling på tværs af lande, kulturer og religioner. Vilby understreger pointen på denne måde: ”I en årrække har danske regeringer sendt flere danske soldater ud i verden, end vi har sendt danskere ud i civile indsatser. Det tror jeg ikke har været godt for forståelsen”.

Læs kapitlet her

TILMELDING TIL NYHEDSBEV

BESTIL NY MISSION

logo neg

BLIV OPDATERET PÅ:

facebook

 

Dansk Missionsråd | Peter Bangs Vej 5B | 2000 Frederiksberg | Tel:+45 3961 2777 | E-mail: dmr@dmr.org
Bankkonto til bidrag: Danske Bank reg.nr. 4190 konto 10850789