Religion spiller ingen større rolle i Danidas arbejde

Af Klaus Winkel

Signe Lund Christensen, programkoordinator, ADRA Danmark anmelder: 

Hvilken rolle spiller religion i Danidas arbejde? Det er spørgsmålet, Klaus Winkel forsøger at besvare i nærværende kapitel. Han kommer dog ikke helt i mål, hvilket i min optik bunder i, at hans forståelse af sammenhængen mellem religion og udvikling synes temmelig snæver. Man får opfattelsen af, at religionens rolle i bistandsarbejdet udelukkende er en intern, værdimæssig drivkraft, der primært er en etisk motivation.

Klaus Winkel har dog alligevel formuleret et velskrevet og informativt kapitel om Danida med fokus på civilsamfundsbistanden - og konkluderer hurtigt, at religion ikke har været hverken synlig eller betydningsfuld i Danida. Hans næste konklusion er, at det skyldes en dansk blufærdighed omkring trosforhold, hvilket synes en anelse smalt – det virker som om, at Klaus Winkel selv er begrænset af denne blufærdighed? Årsagen til, at Danmarks statslige bistand ikke har fokus på religion eller religiøse aktører, kan umuligt alene være enkeltindividers blufærdighed omkring deres religiøse tro. Det må alt andet lige også bunde i politiske beslutninger. For eksempel en dagsorden med fokus på sekularisering, hvor religion skal holdes helt ude af det offentlige rum, som var stor særligt efter 11. september og op gennem 00’erne. I kirkelige organisationer vil man også kunne nikke genkendende til parolen om, at dansk bistand (selvfølgelig) ikke må bruges til missionerende eller evangeliserende formål, hvilket formentlig har fået mange religiøse og kirkelige aktører til at lave en skarp adskillelse mellem udviklingsarbejde og kirkearbejde. Man kunne også have ønsket sig en dybere analyse af, hvordan Danida selv i eksempelvis landeprogrammer forholder sig til religion i samfundet og blandt befolkningen, til religiøse aktører og magthavere og deres indflydelse på programmets målsætninger.

Måske noget af forklaringen på Winkels begrænsede analyse kan findes i hans forståelse af kirkelige aktørers udviklingsarbejde. Han anerkender, at Danida i høj grad opfatter kirkelige organisationer som leveringsdygtige på resultater, men har desværre også et ganske snævert felt af eksempler inden for sundhed og uddannelse. Det havde klædt kapitlet også at fokusere på, hvordan mange (de fleste) kirkelige aktører i dag arbejder med en rettighedsbaseret civilsamfundsopbygning for danske bistandsmidler om end det historiske fokus på særligt sundhed og uddannelse naturligvis ikke er forkert, blot unuanceret.

Et interessant aspekt af Winkels kapitel er overvejelserne omkring værdier og hvordan dansk statslig bistand bygger på et værdisæt, der kan tolkes som fra et kristent udgangspunkt. Idealismen og den stærke fattigdomsorientering bag den danske bistand beskrives også som stærkt værdiladet, ligesom de senere års fokus på menneskerettigheder, demokrati og institutioner. Kapitlet slutter med en konklusion – i hvilken jeg er helt enig – om at aktørerne i dansk bistand er nødt til at gøre sig klart, hvilke værdier deres indsats bygger på. Herved kan man jo håbe, at åbenhed og bevidsthed omkring værdier – herunder de kristne – vil komme til at indtage en større rolle i bistanden fremover.

Læs kapitlet her

TILMELDING TIL NYHEDSBEV

BESTIL NY MISSION

logo neg

BLIV OPDATERET PÅ:

facebook

 

Dansk Missionsråd | Peter Bangs Vej 5B | 2000 Frederiksberg | Tel:+45 3961 2777 | E-mail: dmr@dmr.org
Bankkonto til bidrag: Danske Bank reg.nr. 4190 konto 10850789