Kronik: Når religion er problemet, er den også løsningen

Den 28. marts havde biskop i Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard en kronik i Politiken om religions betydning for udenrigspolitik. ”Det er på tide, at vi erkender, at hvis religionerne er en del af problemet, så er de nødvendigvis også en del af løsningen” skriver han.

I kronikken skriver Steen Skovsgaard om sine oplevelser som en del af en dansk delegation af religiøse ledere i Cairo og om deltagelsen i et topmøde i Wien under Mohammed-krisen. Til begge turer var han afsted på invitation af Udenrigsministeriet. Under sin rejse oplevede han, hvordan religiøse ledere fint kan snakke sammen, og hvordan delegationens besøg var med til at gyde olie på vandene.

Han skriver blandt andet: ”Stormuftien og jeg skulle give hånd. Her gik fotograferne helt amok, og vi blev badet i blitzlys. Jeg stod i min bispeskjorte, som jeg havde indkøbt fra Sverige til formålet, og stormuftien var klædt i sin muslimske klædedragt. Vi gav hånd, som et udtryk for forsoning og venlighed. Vi viste, at vi kunne være sammen, at vi var på talefod, og at vi hverken var voldelige eller aggressive.”

”Hvorfor denne berøringsangst?”

Steen Skovsgaard ærgrer sig dog over, at Udenrigsministeriet ikke efter rejsen fortsatte samarbejdet med religiøse aktører for at finde ud af, hvordan man fremover undgår kriser på baggrund af religion.

”Hvorfor denne berøringsangst over for religion og religiøse mennesker? Hvorfor har Udenrigsministeriet og den danske regering ikke en klar politik for, hvordan man samarbejder med religiøse institutioner? Tror man, at man kan undertrykke eller negligere religion som en vigtig del af et samfunds sammenhængskraft?”, skriver Steen Skovsgaard.

Læs hele kronikken her

Opbakning fra baglandet

Hos DMRU og DMR er vi glade for Steen Skovsgaards indspark til debatten om religiøse aktørers rolle i dansk udenrigspolitik, fordi det viser, at det kirkelige bagland bakker op om det arbejde, som medlemsorganisationerne har udført i mange år. Vi er ikke i tvivl om, at religion og religiøse aktører er en vigtig del af for eksempel freds- og forsoningsarbejdet, ligesom vi ved, at det kirkelige udviklingsarbejde har været med til at skabe stabile lokalsamfund i en lang række lande.

Vi håber, medlemsorganisationerne også tager kronikken til sig som en opbakning til deres vigtige arbejde, men også, at de får øjnene op for, at baglandet er i fuld gang med diskussionerne, og at vi som kirkelige organisationer må blive bedre til at dele den viden og de holdninger, som vi har opbygget gennem mange års engagement i kirkeligt udviklingsarbejde.

'Kan tro flytte bjerge?' anmeldt i Kristeligt Dagblad

I Kristeligt Dagblad har Steen Skovsgaard anmeldt 'Kan tro flytte bjerge?', som Dansk Missionsråd har udgivet.

"Bogen henvender sig til alle, der interesserer sig for udviklingsbistand, og er et vægtigt bidrag til debatten om religionens både positive og negative rolle i udviklingsarbejdet. Konklusionen er en opfordring til ikke at ignorere den religiøse dimension i udviklingsprocessen.", skriver Steen Skovsgaard blandt andet og kvitterer med fire stjerne.

Læs hele anmeldelsen her

Om bogen

'Kristendom og udvikling - kan tro flytte bjerge?' er redigeret af Uffe Torm og udgivet af Dansk Missionsråd. Bogen er en 300 siders antologi om danske bidrag og den danske tænkning på dette område i de sidste fem årtier. Bogen indeholder både historiske og mere teoretiske perspektiver, samt konkrete eksempler på religions betydning i det daglige udviklingsarbejde.

Læs mere og bestil bogen her

Fælles seminar for DMR og DMRU

Danske kirkelige organisationer har på det seneste oplevet store forandringer i den verden, vi arbejder i. Besparelser på udviklingsbistanden og stramninger i modtagelse og behandling af asylansøgere signalerer et opbrud i de værdier, som vi har baseret vores arbejde på. Omvendt signalerer vedtagelsen af de løfterige nye Verdensmål en verden, der i samlet flok vil arbejde for bæredygtighed og udvikling.

DMR og DMRU vil gerne invitere til et fælles seminar, hvor vi spørger

Hvad er trosbaserede organisationers plads i denne nye virkelighed? 

Seminaret afholdes på Vejle Center Hotel tirsdag den 26. april, kl. 14.00-16.00

Tilmelding på www.dmru.org/tilmelding2016 

DMR på Himmelske Dage

Fra den 5.-8. Maj 2016 afholdes Danske Kirkedage i København. I år kaldes det Himmelske Dage og der lægges op til et folkemøde for kirker. Kirkefestivalen afholdes på Københavns pladser, og alle arrangementer er gratis og åbne for alle.

Læs mere på www.himmelskedage.dk 

DMR og DMRU har sammen et telt, der er blevet centralt placeret midt på Vor Frue plads. Med deltagelse fra nogle af medlemsorganisationerne har vi fået stablet et rigtig spændende program på benene, der vil give deltagerne på Himmelske Dage indblik i den mangfoldighed, der er blandt medlemsorganisationerne og den forskel, kirkelige organisationer gør i verden udenfor Danmark.

Se det foreløbige program for teltet her

Som det ses i programmet, er der stadig ledige tider i teltet, så har I lyst til at holde et arrangement eller fortælle om jeres arbejde, så skriv til kommunikationsmedarbejder, Maria Nitzsch Hastrup, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. med jeres ønske til tid og et par ord om arrangementet.

SIDSTE NYT

Inspiration til en bedre verden

Onsdag, 2. Januar 2019

Meget inspiration at hente om Verdensmål på Himmelske Dage på...

Mindeord: Knud Jørgensen (1942-2018)

Fredag, 14. December 2018

Knud Jørgensen var født i Danmark, men boede det meste...

Julemærkerne 2018 er klar

Fredag, 12. Oktober 2018

Årets julemærker er nu klar Julemærket er i år lavet...

Tilmelding til nyhedsbrev

Bestil Ny Mission

logo neg

Følg med på

facebook

 

Dansk Missionsråd | Peter Bangs Vej 5B | 2000 Frederiksberg | Tel:+45 3961 2777 | E-mail: dmr@dmr.org
Bankkonto til bidrag: Danske Bank reg.nr. 4190 konto 10850789