DMR deltog i år på Folkemødet i Allinge på Bornholm. Det var nogle dage med mange indtryk, og vi ønsker at dele nogle af dem her. Der var mange deltagere i debatterne arrangeret under paraplyen (og teltet) “Himmel og Jord”. Nogle af debatterne flyttede virkeligt noget, som når Michael Aarestrup (V) foreslog, at han gerne vil have hjælp til at fremhæve Tros- og Religionsfriheds problematik forud for en drøftelse af Udenrigsministeriets Afrika strategi i ugen efter Folkemødet. Det var også godt, at der kom flere ord på fredsperspektivet, og Isabel Bramsen beskrev de små skridt imod fred, som f.eks. at der nogle gange ikke skal sigtes efter forsoning, som det første, men efter tilnærmelse. Væbnet konfrontation, diplomati og dialog er altså ikke alternativer, der udelukker hinanden, men diplomati og dialog kan finde sted, imens der stadig er krig. Det kan virke banalt, men er en vigtig pointe, hvis der skal arbejdes aktivt med fred som ikkevoldeligt alternativ til konfliktløsning. Bramsen gjorde også opmærksom på, at vi har brug for at få en Master-uddannelse om fred i Danmark.
DMR var med til at arrangere en debat sammen med RESAM (Religion og Samfund) om Israel og Gaza. Det var en virkelig god og spændende drøftelse, hvor der for en gangs skyld var decideret uenighed på spil. Om noget så væsentligt som om Bibelens omtale af Israel i både den jødiske og den kristne bibel. Hovedsagen i debatten var, om løfterne til Israel i den jødiske bibel, om at være udvalgt; om at være en velsignelse; om at arve et land, er løfter, der kan overføres til det Israel, vi kender i dag. Nogle vil svare: Selvfølgelig! – hvordan skal det ellers forstås? Andre vil svare: Det giver ingen mening! – løfterne er formuleret for 3.000 år siden og kan ikke uden videre overføres til nutidige forhold. Den forskel i forståelsen af Israel har nok eksisteret siden 1948, hvor landet blev anerkendt af FN, men den er aktualiseret i dag af krigen i Gaza. Debatten igennem blev der fremhævet mange spændende pointer og perspektiver. En vigtig pointe fra debatten var, at hvis vi tror på og handler efter antagelsen om, at vi har Gud på vores side, så går det for alvor galt. Kampen mellem godt og ondt er før kampen med og mod andre en kamp i vores eget sind og hjerte. En anden pointe var, at når vi lytter til hinandens familiehistorier, genkender vi lettere de andre som medmennesker og ikke bare som fjender. Der blev også fremført et perspektiv på Luthers toregimentelære, som i denne udlægning giver den verdslige øvrighed ret og pligt til at bruge våben. Alt i alt sad man tilbage med denne følelse: Hvor er det godt, at vi kan tale sammen, når vi virkelig er uenige.