I oktober blev der underskrevet en fredsaftale om Gaza, mere præcist 9.oktober. Det er godt! Men folk med indsigt i situationen, beskriver det som en skrøbelig fred, fordi der stadig er uløste problemstillinger. Dertil kommer, at situationen på Vestbredden udvikler sig mod mere konfrontation.
En af Dansk Missionsråds medlemsorganisationer, Betlehems Venner, har sendt en appel til Danmarks biskopper om at bakke op om et nyt dokument fra de kristne på Vestbredden, Kairos 2. Appellen lyder i uddrag sådan:
Appel til Danmarks biskopper
’Vi lever i en tid, hvor folkedrab, etnisk udrensning og tvangsfordrivelse udfolder sig for verdens øjne. Dette øjeblik kræver en ny stillingtagen. Vi vil stå op for sandheden og forpligte os på grundlæggende religiøse, teologiske og moralske principper.’
Vi beder indtrængende om, at Danmarks biskopper lytter til disse stærke stemmer fra vores kristne søstre og brødre fra Israel og Palæstina (Gaza, Vestbredden og Østjerusalem).
Kairos-dokumentet er et vigtigt dokument, og præsenteres derfor i al korthed her. Det indledes med reference til Salme 85, 11:
”Vi ser frem til den dag, hvor vi skal leve som frie i vores land, sammen med alle jordens indbyggere, i sand fred og forsoning – grundlagt på retfærdighed og lighed for hele Guds skaberværk, hvor ’troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden.’”
I fire afsnit fremlægges en analyse, en position, et kald og en sammenfatning. Første del handler om ”Virkeligheden” i al dens gru, som de kristne oplever den. Det er afskyvækkende og kalder på fordømmelse af uretfærdighed og vold. Men, det legitimerer ikke, at angrebet 7.oktober relativiseres ved at beskrive det som en reaktion på en historisk uretfærdighed helt tilbage til Nakbaen (1.6). I forhold til Hamas’ angreb på Israel er der kun plads til fordømmelse! – ikke et ”men” det er på en måde Israels egen skyld.
Dokumentets del 2 er beskrevet som ”et sandhedens øjeblik for os,” hvor der lyder en stærk appel til ”at bevare det kristne vidnesbyrd i dette hellige land,” (2.9) som et vidnesbyrd om ”opstandelsen og den tomme grav, hvorfra livets lys brød frem,” (2.15).
I del 3 lyder der ”et kald til omvendelse og handling” til kristne i hele verden (3.1). Handlingerne, der kaldes på, er dels afvisning af de uretfærdigheder, Israel begår, som dokumentet direkte identificerer som ”folkedrab,” dels er det et kald til etablering af ”en global teologisk bevægelse bygget på Guds riges grundpiller,” (3.6). Sådan en bevægelse involverer både en afvisning af kristen zionisme (3.7), for så vidt den legitimerer vold, men også en afvisning af antisemitisme (3.8), og bevægelsen kan derfor rumme en appel til at styrke ”profetiske, jødiske stemmer, der kræver retfærdighed og sandhed,” (3.12).
Fjerde del har titlen ”Tro i en tid med folkedrab,” hvor omdrejningspunktet er troen på ”en hellig og retfærdig Gud, og på den ret, Gud har givet os til at leve med værdighed på vores og vores forfædres jord,” (4.1). Et afgørende udtryk for tro i den konfliktfyldte virkelighed, de kristne oplever, er at leve med håb i håbløshed. Det trosudtryk kommer konkret til udtryk i ”standhaftighed,” (2.3, 3.13 og 4.1), en oversættelse af det arabiske ord, صمود , Umud, som handler om modstandsdygtighed og udholdende. ”Umud” handler om at tro på en tid, hvor ”troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden,” selvom det ser ud til at være umuligt.
HSP/20251202