Andagt til DMR’s Repræsentantskabsmøde 27. maj 2026 ved Julie Kajgaard
Kirkeåret er nu gået ind i tiden efter pinse. I trinitatistiden. Det som nogle kalder kirkens hverdag. Kirkens farve er grøn, fordi efter alle festerne, er det nu tid at samles om det kristne håb, som det tager sig ud i hverdagen. Og så er det også hverdagskosten, -vitaminierne, der skal give vækst og næring til menigheden og den enkelte. Der er masser af hverdag, og langt hen ad vejen handler det om at se Gud i de små hverdagsbegivenheder. I trinitatistiden spejder vi efter den treenige Guds virke på vores arbejdspladser, i samfundet, i familien og i verden. Vi forsøger at opdage, hvor Guds Hellige Ånd er på færde. Det er ofte i det nænsomme møde med mennesker og skaberværk, at vi ser sporene af Helligånden. Hverdagen er nemlig ofte ensformig og triviel, men alligevel er det for de fleste i hverdagen, at vi bliver formet og præget til at tro og tænke det, vi nu en gang gør.
——
Når der er hverdag, er det også der, vi forhandler med hinanden om, hvad der skal bruges tid på, og hvilke værdier der er allervigtigst for os. Nogle gange er det igennem stille og rolige samtaler, at denne forhandling sker, andre gange bliver stemmen hævet, og igen i andre situationer kan der være behov for at trække sig for så at vende tilbage til samtalen. Disse hverdagserfaringer har fået mig til at tænke på, at sådan kan vi også se på det, der sker i den globale kirke. Både nu og ja sådan har det altid været. For siden den første trinitatistid har kirken skændtes med sig selv.
Meget hurtigt efter pinsedag opstod diskussionen om, hvordan apostlene – både mændene og kvinderne – skulle bruge deres tid bedst. Resultatet af denne diskussion var fødslen af diakoner. Dernæst skændtes de forskellige menigheder om, hvordan forholdet mellem jøder og ikke-jøder skulle være. Hele Det Nye Testamentes brevlitteratur kan ses som >>robuste samtaler<<, som vi vist kalder skænderier på politisk dansk.
Men det var ikke kun de første følgere af Jesus, der diskuterede. Det gjorde Jesus selv. En af de fortællinger, der forundrer mig gang på gang, er om den syrisk-fønikisk kvinde. Denne kvinde, som opsøger Jesus, og beder ham om at helbrede sin datter. Men Jesus afviser hende ved at sige, at brødet er til børnene. Jesus siger, at idet hun ikke er jøde, er det endnu ikke hendes tur til at få del i Guds kraft. I stedet for at lade sig slå ud, kommer kvinden med et overraskende modargument. Brødkrummerne lander på jorden, og dem spiser hundene. Hun medgiver på den ene side, at hun ikke har samme status, som Jesu landsmænd havde, men samtidig insisterer hun på, at Guds nåde og kraft er grænsesprængende, og derfor kan hun også få del i det. Og det kan hun. Jesus overgiver sig, og han helbreder kvindens datter.
——
For mig er denne beretning en nøglefortælling om, at det er en del af kirkens dna at diskutere og skændes. Vi skal gøre det på ordentlige måder, men vi skal faktisk være optaget af, hvilken teologi der bliver bragt i spil. Vi skal være optaget af spørgsmål som, hvordan påvirker forkyndelsen, diakonien, den spirituelle praksis, samfundsengagementet og så videre de mennesker, der møder kirkens virke? Der er nemlig noget alvorligt på spil. Derfor må kirken aldrig blive ligeglad med sit ærinde. Kirken må hele tiden lade diskussionen om sit virke være en del af refleksionen om, hvad man gør, og hvorfor man gør det.
——
Den kristne pinse begyndte med et sprogunder, hvor de forsamlede pludselig forstod hinanden. Det var stort, og det skabte en enhed, som er smuk. Samtidig rummede sprogunderet også en mulighed for at diskutere indholdet af det kristne budskab. Da hverdagen satte ind efter pinsen blev konsekvensen af sprogunderet, at de første kristne i form af Peter, Paulus, Junia, Priskilla og alle de andre begyndte at diskutere. Den diskussion gør sig også gældende i dag. Nu diskuterer vi i mindre grad spørgsmålet om anvendelsen af offerkød. I stedet diskuteres der bibelsyn, engagement i verden og forholdet mellem evangeliets nutidige virke i forhold til det evige perspektiv. Der er masser at diskutere, og hvor er det nådefuldt, at vi må tro på en Gud, som ikke går i stykker af diskussionen, men som, når diskussionen er allerbedst, kan blive større. Det er gode nyheder til os.
——
Evige Gud!
Tak for pinseunderet. Tak for, at vi kan samles i troen på, at du er Gud, og vi er mennesker.
Vi beder for denne dag. Må vi i en ånd af omsorg, nænsomhed og omtanke lytte til hinanden her i dag. Må vi også fremadrettet lytte og diskutere med dem, vi er uenige med. Og må vi altid vide, at vi står overfor vores næste.
Jesus Kristus.
Tak, at du diskuterede og sågar skændtes med dine disciple, og dem som troede, de allerede havde regnet det hele ud. Må vi turde at træde ud i ukendt land, når vi møder nogen, der bringer et nyt perspektiv på, hvad din nåde og kærlighed betyder for dem og verden.
Gode Helligånd.
Giv os alt det, der skal til for, at vi hører hinanden og ikke gør hinanden forkerte.
Hjælp os til at se, hvor du er i gang med at beånde hverdagen. Hvor du overrasker.
Amen