Kirke for Alle
Kirke for Alle er et dansk digitalt magasin om kirkens globale missioner. Det afløser Ny Mission, som udkom med sidste nummer i efteråret 2021.
Er det nu nødvendigt med et nyt magasin?
I en undersøgelse af Ny Mission i 2020 blev det klart, at tidsskriftet ikke havde mange læsere. Men samtidig stod det også klart, at emnekredsen var yderst relevant i Danmark. På en lidt paradoksal måde blev der sat ord på, at ”mission” signalerer noget, der foregår i udlandet, og er et interesseområde for særligt dedikerede grupper i kirkerne. Men de emner, der er på spil i forbindelse med ”mission,” er særdeles relevante, fordi der rent faktisk arbejdes målrettet med dem i danske kirker og organisationer. Det drejer sig om forkyndelse, diakoni, spiritualitet, religionsmøde og økumeni, og det er de fem kategorier det nye magasin arbejder med, sammen med et ønske om at dykke ned i ”missiologi,” dvs. læren om mission.
Missioner i DK og udlandet
Tidsskriftets fokus er ”missioner i DK og udland,” som undertitlen lyder, og det er yderligere kvalificeret som en opmærksomhed om det globale. Sagen er jo, at det globale ikke kun befinder sig udenfor Danmarks grænser, men både udspiller sig i tværkulturelle møder rundt om i landet, såvel som i udlandet.
Visionen for det nye magasin er, at vi har brug for at ”spejle” kirkens arbejde i DK med andres erfaringer, tanker og med de bibelske fortællinger… Vi har brug for at dele evangeliet så det bliver større! – som det genlyder i overskriften: Kirke for alle! Det handler om at holde en global dagsorden sammen med et hjemligt tværkulturelt arbejde. Her dykker vi ned i samtalen om, hvad der er kirkens missioner, og hvordan de missioner hænger sammen med det, at Gud har en mission! Vi er drevet af et ønske om at lære mere om, hvordan Gud er på færde i verden, og hvordan han kalder, driver, lokker og leder sin kirke ind i et engagement verden over, med andre mennesker – i krise og nød, i glæde og lovsang – med samfund der ud- og indvikler sig, og med et skaberværk som er både fantastisk og skrøbeligt.
En bred ejerkreds af økumenisk indstillede netværk og organisationer
”Vidunderligst af alt på jord, er Jesu Kristi rige,” synger Grundtvig, og selvom det ”visles i ormegård, at riget er lagt øde, Gud kroner ligefuldt dets år, med frugtbarhed og grøde.” I et nyt magasin vil vi lytte og lære, give plads til eftertanke og refleksion over det, der sker, fordi vi gerne vil lære mere om, hvordan Gud virker i forskellige sammenhænge, selv dér hvor det synes som om, orme gnaver og visler. Vi er både optaget af det, der kan beskrives som kirkens resultater, ”frugtbarhed og grøde,” men vi er også optaget af, hvordan Gud giver liv til det, der ser øde og goldt ud.
I processen på vej mod et nyt magasin blev det klart, at der var mulighed for at have en bred ejerkreds af økumenisk indstillede netværk og organisationer. På nuværende tidspunkt er det følgende, der står bag magasinet: Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde, Dansk Missionsråd, Danske Kirkers Råd, Evangelisk Alliance, Folkekirke og Religionsmøde, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, FrikirkeNet og Menighedsplejen i Danmark.
Magasinets form er en slags ”live magasin”. Det indebærer konkret, at magasinet eller tidsskriftet forankres i en hjemmeside, hvor webinars, podcasts og uddybende artikler kan tilgås og kan deles i informationsarbejde og nyhedsbreve. Nogle af artiklerne samles i en årlig udgivelse, som man ikke kan abonnere på, men som sælges via prenumeration, altså forudbestilling.
Velkommen til at læse, lytte og være med på www.kirkeforalle.dk !
Henrik Sonne Petersen, Dansk Missionsråd (DMR)