I 2024 har Dansk Missionsråd fokus på bøn. I den forbindelse introducerer Dansk Missionsråd Sarah Coakley, som er en britisk teolog, der er kendt for at integrere feministisk tænkning og kontemplativ praksis i kristen teologi. Hun understreger, at bøn og det indre liv ikke kun er terapeutisk eller privat, men har en politisk dimension, da de former både individet og fællesskabet. Hendes værker, som f.eks. God, Sexuality, and the Self og The New Asceticism, diskuterer forhold mellem bøn, køn og spiritualitet. Hendes arbejde placerer ikke kun bøn og kontemplation i centrum af teologi, i stedet for i marginen som det traditionelt er sket, men hun udfordrer også traditionelle magtstrukturer i både kirkelige og sekulære kontekster.
Sarah Coakley – kristen spiritualitet som politisk praksis. En introduktion af Sarah Coakley
Sarah Coakley er en britisk teolog og præst i den anglikanske kirke, kendt for sit arbejde inden for systematisk teologi og religionens rolle i det moderne samfund. Hun har skrevet om emner som køn, seksualitet, trinitarisk teologi og bøn (se https://www.sarahcoakley.com/). Her kan vi nøjes med at nævne to af hendes bøger:
- God, Sexuality and the Self: An Essay “On the Trinity” (Cambridge University Press, 2013), som er første bind i en ambitiøs dogmatisk trilogi. Det andet bind er på vej, men da det blandt andet handler om racisme, er bogen blevet omskrevet efter George Floyds død den 25. maj 2020.
- The New Asceticism: Sexuality, Gender and the Quest for God (London: Bloomsbury, 2015), hvor en række af Coakleys essays fra 1998 til 2006 om begær og asketisk liv er samlet. Disse essays giver et spændende indblik i Coakleys projekt.
Sarah Coakley er især kendt for at integrere feministisk tænkning i teologiske diskussioner og for at fremhæve kontemplativ praksis som central for kristen teologi. Hun har undervist ved både Harvard og Cambridge, og hendes værker har haft stor indflydelse på samtidens teologiske og filosofiske debatter. I Coakleys perspektiv er kontemplation hverken en variant af terapiformer (selvom det kan være gavnligt) eller en tilbagetrækning fra verden. Det er derimod en praksis for et indre liv, præget af fordybelse, overvejelse og stille bøn, som forandrer én og påvirker alle ens relationer til mennesker, fællesskaber og skaberværket. Denne forandring gør det indre liv og kontemplation til en praksis med et politisk aspekt. Hvordan det hænger sammen, vil vi vende tilbage til.
I begyndelsen af september besøgte Sarah Coakley Skandinavien i anledning af tidsskriftet Pilgrims 30-års jubilæum (https://tidskriftenpilgrim.se/). Her holdt hun et oplæg om bøn, der gav et fint indtryk af hendes overordnede teologiske værk, med grundlæggende overvejelser om forskellige bønstraditioner, som kan spores helt tilbage til Bibelen. Udgangspunktet var spørgsmålet: Hvad er bøn egentlig? Handler det primært om at bede Gud om noget specifikt? Er formulerede bønner ægte bøn? Er liturgi bøn, eller er der kun tale om reel forbindelse med Gud, når bønnen kommer fra hjertet og ikke involverer formulerede ord?
Spørgsmål om bøn i Bibelen
Disse spørgsmål er ikke nye. Allerede Jesu disciple stod over for lignende udfordringer og bad Jesus lære dem at bede, hvorefter han gav dem bønnen Fader Vor (Lukas 11:1). En praksis for bøn kan både afspejle og forme et fællesskab, hvilket gjorde det nødvendigt for disciplene at få vejledning i, hvordan “Guds rige” kunne afspejles i en bønspraksis, og hvordan de kunne dannes til at spejle rigets karakter.
Selvom evangelierne i dag står før Paulus’ breve i Bibelen, var det Paulus, der først reflekterede over bøn i den tidlige kristne tid efter Kristi opstandelse. Evangelierne blev nedskrevet senere. Paulus’ breve afspejler en forståelse af, at Jesus-bevægelsen bad til “Abba” (Rom 8:15; Gal 4:6f.), det fortrolige udtryk for “Fader.” Det er dog usandsynligt, at Paulus kendte til Fader Vor, for havde han gjort det, ville han formentlig have gengivet bønnen et sted i sine breve.
Ifølge Sarah Coakley lærte Paulus ikke menighederne at være specifikke i deres bønner, da hans hovedpointe var, at Ånden beder i os. Bøn er en hengivelse, der går ud over ord. I Paulus’ breve er det Ånden, der beder gennem Kristus til Faderen (Rom 8:26-29). Derfor kunne Paulus opfordre til at bede konstant (1 Thess 5:17), da bøn handler om at give plads til hjertesuk mere end om at formulere bestemte anmodninger til Gud, hvilket kan være vanskeligt at gøre konstant i dagligdagen.
Jesus’ undervisning om bøn
Efter Paulus blev evangelierne nedskrevet. Her ser vi både hos Lukas og Matthæus, at Jesus selv bad (Luk 6:12; Mt 14:23), men også underviste i bøn, som det fremgår af Fader Vor (Mt 6:9-13; Luk 11:2-4). Bønnen fokuserer på at henvende sig til Gud som “Abba,” Far, og bede om specifikke ting som brød, tilgivelse og beskyttelse mod fristelse. Det er den specifikke bøn, Jesus lærte disciplene, hvor en række konkrete forhold nævnes og inddrages i Gudslivet, som står i et spændingsforhold til Paulus’ idé om, at Ånden beder i os.
Den tidlige kirkes arbejde med bøn
Den tidlige kristne kirke var optaget af at forene Jesu undervisning om bøn med Paulus’ mere mystiske tilgang. Origines (ca. 185-253) var en af de første teologer, der forholdt sig til dette, og han mente, at alle kunne bede Fader Vor, men at overgivelsen til Åndens suk var for de mere modne troende.
Evagrius Ponticus (ca. 345-399) udforskede, hvordan tanker kunne forhindre ren bøn, hvor Åndens bøn uden ord kunne flyde frit. Det er denne åndelige modenhed, som kirkeledere som Cassian (ca. 360-435) forsøgte at fremme, ved at sammenfatte bønner som Fader Vor i korte udtryk, der kunne gentages konstant.
Bøn som opmærksomhed og subversiv politisk praksis
Ifølge Sarah Coakley udfolder det indre liv, bøn og kontemplation sig ofte i kirkens marginer, hvor hierarkier udfordres, og hvor der kan opstå nye længsler efter Gud. Hun peger på, at denne opmærksomhed i bøn har en subversiv funktion, der kan ændre både individer og samfund, hvilket giver kristen praksis et politisk aspekt – ikke i partipolitisk forstand, men i kraft af dens potentiale til at forandre samfundet.
Coakleys værk kan ses i forlængelse af John V. Taylors teologi, som understreger Åndens nærvær og opmærksomhed på omgivelserne. Hendes arbejde har også berøringsflader med Simone Weils forståelse af opmærksomhed som generøsitet og medlidenhed, hvilket åbner op for en alternativ politisk virkelighed.
Henrik Sonne Petersen/20241010
(Artiklen er blevet til med hjælp fra generative AI omkring overblik og opsætning)