Bøn kan af mange opfattes som noget meget privat, og dog er bønnen også en del af vores fælles gudstjeneste og kristenliv. Vi har med bønnen den fortrolige samtale mellem det enkelte menneske og Gud, og så har vi bønnen som en fælles henvendelse til vores himmelske far, som vi deler med kristne brødre og søstre. Men hvad kendetegner den private bøn og den fælles bøn, som vi bruger i vores hverdag og menighedsliv?
At bede med en åben Bibel og en kop kaffe
Jeg prøver – prøver fordi det ikke altid lykkes – at begynde dagen i bøn til Gud over en åben Bibel og med en kaffekop i hånden. Det med kaffen handler om at huske på, at bøn er en samtale, og Bibelen er Guds ord til mig, og det minder mig om også at lytte til, hvad han har at sige.
Som barn skrev jeg breve til min mormor, og i disse breve kunne jeg fortælle om, hvad jeg havde oplevet, og så lave en liste med ting, jeg gerne ville spørge hende om. Når hun så havde fået mit brev og læst det, kunne hun skrive tilbage med svar, og imens gik jeg og ventede. I mange år var bøn for mig lidt som at skrive brev til mormor, bare sådan, at min liste til Gud var med spørgsmål, der krævede lidt mere almagt at svare på. Om han kunne gøre min venindes syge mor rask, om han kunne hjælpe den fattige tigger på gaden, der ikke havde mad, og om jeg kunne slippe for at skulle skrive stil i dansk.
Med tiden, og som jeg selv er blevet ældre og har lært mere om bøn, er det gået fra at være bøn som et brev, til senere at ligne en telefonsamtale, og nu er bøn for mig den fortrolige samtale over morgenkaffen, inden dagen sådan rigtig begynder.
At bede som en vedvarede samtale
I tillæg til, at formen har ændret sig over årene, så har indholdet i bønnen også ændret sig, hvilket på mange måder er naturligt. Men hvor det før har været bøn, enten fordi jeg skulle eller burde bede, og hvor det ofte har været som SOS i krisesituationer, så er bøn i dag noget helt andet.
Ordene fra Johannes 15:15, hvor Jesus siger: ’Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.’ – har ændret mit syn på bøn. Det, at Jesus kalder os venner, og at det er den åbenhjertige samtale mellem fortrolige venner, der er rammen for den samtale, som bønnen er, det har ændret indholdet og dybden af samtalen. Bønnen som en samtale mellem nære fortrolige betyder også, at det er en vedvarende samtale, der fortsætter. Trods afbrydelser bliver tråden taget op, og samtalen fortsætter, når det igen er muligt.
Min personlige eller private bøn er derfor kendetegnet ved den fortrolige samtale, hvor jeg ærligt kan komme, som jeg er, med vished om, at jeg er elsket og villet. Samtalen er således en snak om alt, hvad jeg har på hjertet, men også hvad Gud har på hjertet, og som jeg kan lytte til i hans ord og læse i Bibelen.
Styrken jeg finder i fællesskabet
Det kan lyde tillokkende at snakke om bøn som den fortrolige samtale og dermed også som noget, jeg tit og ofte søger, men sådan er virkeligheden ikke. Desværre er det sådan med bøn, at det er en disciplin, der skal tillæres og altid bevidst skal vælges til – det bliver aldrig naturligt at søge bønnen.
Når jeg finder det svært at bede, søger jeg styrke i fællesskabet og i støtten fra kristne brødre og søstre. Det gælder, når jeg ikke selv har ord at sætte på min bøn. Så finder jeg hjælpe i salmerne fra salmebogen, eller i at spørge venner og familie, om de vil bede for mig.
Har jeg svært ved at bede, søger jeg bønsfællesskabet med andre, og her er det godt at kunne dele bedeemner og lytte til andres bøn. Det er godt, når vi som kristne kan bede for og med hinanden og bære hinanden i bønnen ind i Guds nærvær. Gudstjenesten i Den danske Folkekirke er kendetegnet ved dette, at vi i liturgien har de skrevne bønner, og ligeledes præstens bøn for og med menigheden.
Bønsfællesskabet med kristne i andre lande og med andre traditioner
Jeg har de sidste mange år boet og arbejdet i Etiopien og været engageret i det kristne studenterarbejde. I forbindelse med dette arbejde er jeg blevet velsignet gennem bønsfællesskabet med de studerende og mine kollegaer.
Traditionen omkring bøn og den plads, bønnen har i det kristne arbejde og fællesskab, er anderledes her end det, jeg var vant til fra Danmark. Alle vores samlinger med de studerende, og for det meste også vores møder på kontoret, begynder i bøn. Det betyder, at den, der leder mødet, opfordrer til, at vi alle individuelt søger Gud i bøn. Efter nogle minutters stilhed kan han eller hun dele bønneemner eller et bibelvers, som kan bruges i den fortsatte bøn. Efter 15 til 25 minutter bliver bønnen afsluttet, og ofte bliver en af deltagerne bedt om at bede højt som afrunding. Ved større samlinger er der ofte sat længere tid af til bøn. Det kan være fra 30 minutter til en time. Denne type bøn er ofte ledet af en mødeleder, der deler bønneemner og læser bibelvers undervejs til inspiration og vejledning for den enkelte.
Om vi beder 2 minutter frem for 20 minutter, kan synes som en mere effektiv måde at gøre brug af vores tid. Men min erfaring siger mig, at sjældent finder man roen og får indstillet sin opmærksomhed til at lytte til Gud i løbet af 2 minutter. Hvis vi ønsker at holde fast i bøn som en samtale eller en dialog, må vi sætte tid af til at finde roen, så vi kan lytte og give Gud tid til at tale.
Da jeg som studerende kom for at være udvekslingsstudent på Addis Ababa Universitet, blev jeg en del af ledergruppen for de kristne studerende. Når vi onsdag aften havde ledermøde for at planlægge vores ugentlige møder for de studerende, samledes vi altid fra 18 til 20 om aftenen. Tiden fra kl.18 til 19 var sat af til bøn, og fra kl.19 til 20 brugte vi tiden på planlægning og uddelegering af opgaver og ansvar. Gennem denne prioritering af bøn fik jeg lov til at opleve, hvordan Gud arbejdede og tilrettelagde tingene for os, når bare vi søgte ham sammen og på knæ for ham. Vores opgave med at fastlægge mødeprogram, aftale med taler m.m. blev altid så meget enklere, når vi først havde fået det hele lagt frem for Gud.
Den samme prioritering af bøn, både i vores daglige arbejde på sekretariatet og i forbindelse med større arrangementer, gør vi brug af også i dag. Konflikter under opsejling, problematikker, der synes uløselige, mangel på penge og ressourcer – alle disse ting oplever vi, at der kommer en løsning på, og vi finder en vej videre, når bare vi husker på at bringe det alt sammen frem for Gud i bøn, og giver ham den plads, der er hans.
Min tid her i Etiopien har således lært mig at give bønnen mere plads og tid både i mit privatliv og i mit arbejdsliv. Igennem det har jeg også lært, at det er på knæ i bøn eller i stilheden, at jeg giver Gud plads til at tale, til at korrigere mine tanker, til at lede mig på den rette vej videre, til at gøre det, som kun han kan gøre, nemlig at være almægtig Gud og Far.
Bøn alene og med andre
Jeg lagde ud med ’jeg prøver’, og det er nok der, jeg står i dag, når det gælder bøn, nemlig at prøve at give bønnen mere plads i mit liv. Dette gælder både min egen fortrolige samtale med Gud, men også den fælles bøn med mine kristne brødre og søstre i menigheden og mine kollegaer på arbejdspladsen. Det er gennem bønnen, at jeg får rettet min opmærksomhed mod Gud og dermed også giver ham mere plads og indflydelse i mit liv. Fordi bønnen ikke kommer naturligt af sig selv, har jeg brug for bønsfællesskab med andre, da det giver styrke og er til opmuntring for os alle. I vores søgen efter at være effektive og gode forvaltere af vores tid kan det synes rigtigt at bede kort og præcist. Men er vi nærige med vores tid, når det gælder bøn, vil vi altid opleve at bønnens velsignelse vil være begrænset. At bruge tid i bøn er altid en god investering, og afkastet eller velsignelserne vil altid komme mange dobbelt igen, når bare vi er generøse med tiden.
– Skrevet af Ruth Eva Osmundsen, der er konsulent hos KFS / EvaSUE