Hvad har forårets mangfoldighed med bøn at gøre? Lige nu, hvor jeg lader tankerne møde tastaturet og stiller mig selv spørgsmålet: ”Hvad vil det sige at leve i bøn?”, oplever jeg den store gave, som naturens opvågning i foråret bringer med sig. En mangfoldighed af dufte, farver, lyde og indtryk, der udspringer fra en kærlig skaber, som overøser sin skabning med en uendelighed af gaver. Den Gud, der møder os med en så overvældende kreativitet, er også den Gud, der inviterer os ind i den nære relation, som mødet mellem mig og Gud består i – bøn.
Med denne artikel vil jeg gerne invitere til, at vi udvider vores billede og forståelse af, hvad bøn er. Gud er altid større end vores begrænsede opfattelse og billede af ham. Ligesom det er med naturen, opdager vi flere nuancer og dybder, jo tættere vi kommer på Gud, og større perspektiver og sammenhænge viser sig, når Hans storhed åbner sig for os.
Jeg synes, det er tankevækkende, at beretningen om Gud og mennesker tager sin begyndelse i en have. I 1. Mosebog læser vi, at Gud plantede en have med alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, og satte mennesket i haven. Om aftenen kom Gud Herren for at være sammen med sit menneske i aftenens stilhed. Jeg tænker, at meget af tiden gik med at mennesket og Gud sammen glædede sig over skaberværket! Måske er det et godt sted at begynde. I havens stilhed. Det at gå ud i naturen og lade sig møde af dufte, farver, lyde og sanseindtryk, der rører ved vores indre og kalder på taknemmelighed og undren – er det bøn?
Vores opfattelse af bøn er, som så meget andet, præget af vores erfaringer, vores opvækst, vores relationer med de mennesker, der har været med til at forme os og ikke mindst vores kirkelige sammenhænge og traditioner. Det er der ikke noget mærkeligt i. Hvis bønnen dybest set handler om relation med Gud, vil den måde, vi har lært at relatere til andre mennesker, også præge vores måde at relatere til Gud.
Jeg møder selv begrænsninger, der har deres rod i det, jeg har set og oplevet i min opvækstsfamilie i form af gudsbilleder og selvbilleder, hvad enten de var udtalt eller ej. Det efterlod mig med en ret så streng gud, der var meget optaget af min kommen til kort. Det var ikke noget, jeg var synderligt bevidst om. Faktisk gik det først op for mig, hvor stor en indflydelse, billedet af den strenge gud havde på mig – og dermed også på min relation til Gud – da jeg under en bibelmeditation på en retræte for næsten 25 år siden, i den grad blev ramt af en enkelt sætning fra en af Jesu lignelser: ’Jeg kender dig som en streng Herre’.
Det var selvfølgelig ikke alt, hvad der var at sige om min relation til Gud, men lidt efter lidt gik det op for mig, hvor meget det havde indflydelse på både mit gudsbillede og mit selvbillede og dermed selvfølgelig også på min opfattelse af bøn og ikke mindst min bønspraksis. Jeg var opvokset i en kirketradition, der i høj grad vægtede ’fri bøn’. En form der var bundet til ord og forudsatte, at jeg var i stand til af udtrykke mig med egne ord. Bøn og forbøn kom ofte til at handle om behov, enten mine egne eller andres. Mit bagvedliggende strenge gudsbillede kom ofte til udtryk ved, at jeg havde behov for at bede om tilgivelse. Ikke kun for handlinger, jeg var ked af, men ofte oplevede jeg en underliggende fornemmelse af at være forkert helt dybt inde. Der skal ikke megen psykologisk indsigt til at forstå, at det satte sine begrænsninger for en fri og sund relation, og dermed også skabte udfordringer i min bøn.
Min første retræte, for næsten 25 år siden, førte mig ind på en vandring i haven sammen med Gud, hvor bønnen blev – og stadig er – et mangfoldigt mødested mellem Ham og mig, der åbner for mit gudsbillede og selvbillede på en kreativ og befriende måde. Mine erfaringer i stilheden i retræterne førte til en dybere erkendelse og erfaring af at være skabt i Guds billede. Det gik op for mig, at jeg er inderligt elsket, både før, under og efter min kommen til kort i konkrete områder i min relation til andre og til Gud. Det at være grundlæggende inderligt elsket – ikke bare som et teologisk koncept – men som en erfaret virkelighed, åbner for en fri relation, hvor bønnen sættes fri til at være meget mere og meget dybere, og hvor alt kan tages med i bønnen, og alt kan være bøn.
Noget af det jeg erfarede i mødet med den spiritualitet, som er bærende i retræterne, var tanken om at søge og finde Gud i alle ting. Efterhånden som vi åbner os for mødet med Gud i alt det, som vi møder, i omgivelser, i naturen, i andre mennesker, i omstændigheder og alt andet, åbner vi os også for en opfattelse af bøn, som noget der er mangfoldigt og indeholder alt det, der møder os. Det åbner også for en forståelse af, at bønnen både kan tage form som en bevidst henvendelse til Gud og som en mindre bevidst understrøm af nærvær.
Siden 2012 har jeg sammen med min hustru, Heidi, fået den gave, det er at være lederpar på et retrætested. Her får vi lov til at være vidner til andres erfaringer i stilheden og fordybelsen. Stedet er økumenisk og forankret i en åben og inviterende spiritualitet, der gør at vores gæster kommer fra en mangfoldighed af baggrunde og med hver deres historie. Det er ikke alle, der har et sprog for bøn eller Gud, og der er også dem, som opdager, at det for dem gælder om at aflære noget af det sprog, de har. Det er en gave at få lov til at bevidne, hvad gæstfriheden, stilheden, naturen og en enkel dagsrytme, med fokus rettet mod gudsrelationen, indeholder af gaver til den enkelte gæst.
Rammerne i stilheden i retræten åbner ofte op for, at den enkelte gør sig erfaringer med både en bevidst henvendelse til Gud og som en mindre bevidst understrøm af nærvær.
Den bevidste bøn kommer til udtryk på forskellige måder. Det kan være liturgiske tidebønner, der ofte tager udgangspunkt i bibelske bønner og afsnit fra Salmernes bog. Her møder man et sprog, der giver udtryk for livet, som det nu engang former sig. Jeg tænker, at det at lære at tale ærligt med Gud og sætte ord på livet, som det nu en gang er, er en vigtig del af det at vokse i sin gudsrelation. Magnus Malm, den svenske retræteleder og forfatter, er kendt for at understrege at mødestedet mellem mig og Gud er i virkeligheden, som jeg oplever den – midt i vrede og frustration, glæde og taknemmelighed, sorg og tab. For mig har det at låne ord og sprog for mine egne følelser og erfaringer fra de bibelske bønner i Salmerne, Klagesangene, Paulus’ breve eller andre bønner i Bibelen, været en stor gave til at hjælpe mig til at komme i kontakt med mine egne virkelige følelser – og få dem udtrykt i bøn – også når det ikke ser særlig kønt ud.
Andre former for bevidst bøn, som man møder på retræten, kan være bibel- og billedmeditationer af forskellige art, der ofte fører til inderlig samtale med Gud og giver et afsæt for den personlige bøn. Andre eksempler er bøn i bevægelse, meditativ dans og vandringer. Disse er former for bøn, der involverer kroppen, og som ofte frigør indre spændinger og bindinger, der forhindrer os i en nær relation til Gud og mennesker omkring os. Kreativ udfoldelse i form af tegning, maling eller andre kreative udtryk, åbner for indre erkendelser og udvikling. Gåture i den smukke natur med åbne sanser og dybe erfaringer kan også være bøn. Der kan være mange andre tilgange til bøn. Jeg tænker at en Gud, der skabte verden med så stor mangfoldighed og kreativitet, ikke lader sig begrænse i sin kommunikation med sit skaberværk og heller ikke ønsker at begrænse os.
Udover den bevidste bøn, er der den mere ubevidste erfaring af Guds nærvær, der ofte erfares på et dybere plan end det sproglige. Noget, der kan være svært at sætte ord på. I kirkehistorien bliver det ofte betegnet som kontemplation. Som med andre former for bøn er erfaringerne af kontemplationen mangfoldige og møder den enkelte på et dybt personligt plan. Der findes forskellige bønneformer, som kan hjælpe os til at bevæge os i retningen af den mere ordløse og på nogle måder mere ubevidste bøn. Nogle eksempler kan være Jesusbønnen, bøn med åndedrættet, centrerende bøn, hjertebønnen eller ganske enkelt opmærksomhed rettet mod Guds kærlige blik.
Ofte kan en indre dialog med Gud i bønnen, der indbefatter ord, tanker og følelser og som berører noget dybt i os, lede ind i en mere ordløs væren sammen med Gud. Den tidligere biskop i Sverige, Martin Lönnebo har udtrykt det sådan: ”I Guds stilhed må jeg være, ordløs, stille, uden krav”.
Retræten, det at trække sig tilbage fra min hverdag og tage tid til at rette min opmærksomhed mod Gud og relationen mellem ham og mig, kan være en mulighed for at gå på opdagelse i bønnes rige mangfoldighed. Det kan være som en have fyldt med smukke og indbydende træer og frugter, med tid og ro til at finde det, som er livgivende for mig i min relation til Gud.
Et af de hyppigst stillede spørgsmål i afslutningen på en retræte er: ’Hvordan tager jeg noget af det, jeg har erfaret, med hjem i min hverdag?’
Her går bevægelsen fra det at kunne glæde sig over ’havens’ mangfoldighed til at lægge mærke til den eller de frugter, der mætter mig. Magnus Malm taler om at finde en praksis, som passer til min hverdag, og han lægger vægt på at den skal være enkel.
Et bud kan altså være at få øje på og øve mig på en enkelt praksis i min hverdag, der kan være med til at forankre min relation til Gud. En sådan praksis kan styrke fornemmelsen af Guds understrøm af nærvær i min hverdag, og det kan give en afsmittende effekt på alt det, jeg møder, på mine relationer til andre mennesker, og det kan hjælpe mig med at få øje på Gud i alle ting.
Måske er det noget af det som Paulus mener, når han opmuntrer menigheden i Thessaloniki med ordene: ’Bed uden ophør’
Her kan en lettere omskrivning af Frans af Assisi måske bruges:
’Bed uden ophør, brug ord om nødvendigt!’
For mig er den mangfoldige tilgang til bøn, som retræterne tilbyder, forankret i en enkel daglig praksis, blevet en meningsfuld måde at forstå udtrykket ’at leve i bøn’.
– Skrevet af Johannes Lind Pedersen, der sammen med sin hustru Heidi er lederpar på Ådalen Retræte.