Sammen med andre organisationer lyder der i dag et spørgsmål og en opfordring fra Dansk Missionsråd til Den danske Regering: “Er tros- og religionsfrihed blevet glemt – eller blot nedprioriteret? Det er tid til at omsætte strategiske ambitioner til konkret handling.”
Læs mere i https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/tros-og-religionsfrihed-den-oversete-rettighed-i-en-ellers-ambitioes-finanslov
Eller læs hele indlægget her:
Tros- og religionsfrihed: Den oversete rettighed i en ellers ambitiøs finanslov
Regeringens finanslovsforslag for 2026 markerer et historisk løft i udviklingsbistanden med 848 mio. kr., hvilket bringer den samlede bistand op på 23,3 mia. kr. Det er et stærkt signal om politisk vilje og økonomisk handlekraft samt en fortsat prioritering af udviklingssamarbejdet og det civile engagement. Med et løft til puljerne på over 55 mio. kr. – herunder 10 mio. kr. til CKU-puljen – fortsætter regeringen det positive fokus på den rolle, som lokalforankring og civilsamfundsengagement spiller i det danske udviklingssamarbejde.
Den prioritering fortjener anerkendelse og værdsættes. Men netop derfor er det desto mere bemærkelsesværdigt, at man ikke, i samme ombæring opprioriterer indsatserne for tros- og religionsfrihed i det aktuelle finanslovsforslag. Tros- og religionsfrihed nævnes eksplicit i Regeringens udviklingspolitiske prioriteter:
“Det er i Danmarks interesse at føre en udviklingspolitik med udgangspunkt i de værdier og principper, som vi selv er rundet af. Derfor fortsætter Danmark kampen for ligestilling, tro og religionsfrihed, uafhængige civilsamfund, bekæmpelse af tortur og korruption, inklusion af unge, kvinder, oprindelige folk, mennesker med handicap og andre minoritetsgrupper.” (s. 9)
Men selvom rettigheden øjensynligt gives prioritet, lægges der ikke op til konkrete tiltag som øget bevilling til ToRF-vinduet, forskning på området eller styrkelse af det internationale samarbejde for tros- og religionsfrihed, som man har gjort med ekstrabevillingen til eksempelvis oprindelige folks rettigheder. Det opfordrer vi til at der rådes bod på i de kommende finanslovsforhandlinger.
Manglen på konkrete tiltag står i skarp kontrast til både den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, Afrikastrategien og den nye udviklingspolitiske strategi, som blev vedtaget af en bred forligskreds kort før sommerferien, der alle fremhæver tros- og religionsfrihed som en grundlæggende rettighed – på linje med ytrings- og forsamlingsfrihed – og som et fundament for Danmarks internationale engagement. Og ligeledes i skarp kontrast til de seneste to finanslove, hvor tros- og religionsfrihed har været prioriteret gennem en styrkelse af ToRF-vinduet, som er målrettet civilsamfundsindsatser for tanke-, tros- og religionsfrihed, med 5 mio. årligt.
Tros- og Religionsfrihed er afgørende for det danske engagement i udviklingssamarbejdet og det internationale samfund. Alligevel er der ingen spor af opprioritering i finansloven.
Det er ikke blot en forpasset mulighed – det er en fejlprioritering. Ifølge Pew Research Center lever en stor del af verdens befolkning under “alvorlige restriktioner” på tros- og religionsfrihed. Det fører til diskrimination, vold og drab – og underminerer både fred, demokrati og bæredygtig udvikling. Forskning viser at lande med høj grad af tros- og religionsfrihed har større demokratisk og økonomisk fremgang og færre konflikter. I en tid, hvor det globale nyhedsbillede er præget af krig og konflikt, hvor tro og religion ofte spiller en central rolle, er det derfor afgørende, at Danmark anerkender vigtigheden af tros- og religionsfrihed i det internationale arbejde.
Tros- og religionsfrihed er ikke en niche-rettighed, for særligt religiøse, men en rettighed der beskytter det enkelte menneskes ret til tanke- samvittigheds- og overbevisningsfrihed og til at tænke og tro anderledes end flertallet, også når det ikke er det samme som præsten og imamen prædiker. Den styrker civilsamfundets råderum, fremmer den demokratiske samtale og modvirker ekstremisme. Den hænger tæt sammen med andre rettigheder – ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, sundhed, uddannelse og kvinders rettigheder. Alligevel er der ingen synlige tegn på en opprioritering i regeringens finanslovsforslag.
Vi anerkender, at regeringen støtter vigtige aktører inden for fremme af demokrati og menneskerettigheder, herunder Globalt Fokus, IWGIA, DIGNITY, DIPD og Institut for Menneskerettigheder – og det bakker vi op om. Men vi savner markante og målrettede indsatser for at fremme tros- og religionsfrihed internationalt. Det rejser et legitimt spørgsmål: Er tros- og religionsfrihed blevet glemt – eller blot nedprioriteret?
Som underskrivere står vi og vores partnere klar til at styrke arbejdet for tros- og religionsfrihed. Med det rette politiske og økonomiske rygstød kan vi bidrage til at beskytte forfulgte minoriteter og fremme demokratisk sammenhængskraft i nogle af verdens mest udsatte områder.
Vi opfordrer derfor regeringen og Folketinget til at give tros- og religionsfrihed den prioritet, den fortjener – og som den allerede er blevet tildelt i tidligere finanslove og i regeringens egne strategier. Det er tid til at omsætte strategiske ambitioner til konkret handling.
Af:
- Emil Hilton Saggau er generalsekretær, Danske Kirkers Råd. Henrik Sonne Petersen er generalsekretær, Dansk Missionsråd. Birger Nygaard er sekretariatschef, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Daniel Toft Jakobsen er generalsekretær, Mission Afrika. Samuel Nymann Eriksen er generalsekretær, Dansk Europamission. Jens Kristian Lund Jensen er generalsekretær, Open Doors Danmark. Peter Fischer-Møller er formand, Tænketanken for Forfulgte Kristne. Filip Buff Pedersen er politisk seniorrådgiver, Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde.