– Eller medlæsning i to bøger om Israel og Palæstina |
Peter Halldorf, Guds Israel? I profeternas spår genom omstritt land, Stockholm: Libris, 2024;
Mitri Raheb, Decolonizing Palestine. The land, the people, the Bible, NY: Orbis Books, 2023.
(Rahebs bog foreligger også i en dansk version: Afkolonisér Palæstina. En kritik af vestlig teologis dominans i Mellemøsten, Eksistensen 2024. Den følgende anmeldelse er dog baseret på den engelsk tekst).
Alle oversættelser fra engelsk og svensk er anmelderens.
Læs begge anmeldelser på www.kirkeforalle.dk/boganmeldelser
To bøger er udkommet indenfor det seneste halve år som kæmper med at beskrive en kristen vinkel på problemstilling i Israel og Palæstina. Den ene er skrevet af Peter Halldorf (PH), fra Sverige, og den anden af Mitri Raheb (MR), fra Palæstina. Peter Halldorf står udenfor konflikten, men er optaget af den fordi det foregår i det hellige land, og fordi det er så oprivende, hvad der sker. Mitri Raheb står midt i konflikten, fast forankret gennem generationer i Palæstina, og dagligt udfordret i sit hjem, sit arbejde og sin kirke. Mens Mitri Raheb har skrevet sin bog før terror angrebet 7.oktober, har Peter Halldorf haft mulighed for at indarbejde erfaringer herfra i sin bog. At bøgerne udkommer så tæt på hinanden, og med så forskelligt afsæt, giver os en unik chance for at engagere to vise, passionerede stemmer om en konflikt, som mange af os kæmper med at finde en vinkel på. Det vil jeg gøre i det følgende ved så at sige at læse bøgerne på tværs indledningsvis, og derefter anmelde bøgerne hver for sig.
Begge forfattere taler om behovet for at skelne, nemlig mellem det bibelske Israel, den teologiske forestilling om ”Guds Israel,” og nutidens Israel (MR: 62; PH: 8, 43f, 106). Begge taler også om udvælgelsen af Israel, og om Zionisme som en udfordring, hvad enten det er i en kristen eller jødisk form. Samtalepartnerne for de to forfattere er også langt på vej de samme, selvom PH taler fra Norden mens MR har afsæt i Mellemøsten. For begge adresserer de evangelikale, konservative dele af kirken, om end MR har en stærk pointe i, at lige netop omkring Israel er der et bemærkelsesværdigt sammenfald i sprog og holdninger mellem konservative og liberale teologer. Begge forfattere fæster lid til Palæstinensernes modstandsdygtighed, som har fået sit eget ord ”sumud” (MR: 140; PH: 110), som bliver til et eksempel på en politisk holdning, en ”kontemplativ politik,” som Martin Buber og Rowan Williams taler om (PH: 117). Endelig er begge forfattere optaget at to centrale forhold, nemlig udvælgelse og land-løfter. Her skilles deres veje dog. For hvor PH bekræfter, at Israel kan forstås som Guds udvalgte, og at staten Israel har ret til eksistens, vil MR ikke knyttet udvælgelsen af det bibelske Israel til staten Israel, og slet ikke bekræfte Israels ret til landet i Palæstina (MR: 67ff). Det er at gå ”bosættelses kolonialismens” ærinde, og at instrumentalisere Bibelen til at bekræfte en nutidens status quo, som samtidig identificerer Palæstinenserne som ”de andre,” dem der er fjender eller i hvert fald kan undværes (MR: 74). I denne anfægtelse af at knytte Bibelens løfter om land til staten Israel ligger der ikke en anfægtelse af statens Israels ret til eksistens. Men der ligger i den grad en anfægtelse af Israels ret til at annektere landet, ”fra floden til havet,” og smide ”de andre” ud.
Når det kommer til metode, er de to forfattere meget forskellige. For mens PH ser efter ressourcer til en kristen teologi om Israel – ”hvad betyder Guds Israel efter Kristus?” (PH: 43) – i Bibelen selv, arbejder MR med afsæt i en teori om kolonialisme, nemlig bosættelses kolonialisme, og med at give denne teori et teologisk perspektiv. Samtidig er MR skeptisk overfor Bibelen, fordi den har være brugt som ”våben,” altså legitimering af overgreb.
Halldorf arbejder med formen af en midrash, en spørgende, ikke-konkluderende samtaleform, der lytter til profeters kritik af religionens misbrug, mens Raheb arbejder indenfor et engageret befrielsesteologisk perspektiv, der ikke er så optaget af systematik som af en passioneret fremstilling.
Løsninger på problemstillingen omkring Israel og Palæstina er det vel de færreste, der tør tale om, men begge forfattere vover alligevel at give i hvert fald et ret præcist bud på en betingelse for løsninger: stop besættelsen! Vær opmærksom på forskellen mellem det bibelske Israel og nutidens Israel! Undgå direkte parallelisering mellem land-løfter i Bibelen og Israel i dag: det er overfladisk brug af Bibelen, og det er ødelæggende for relationer mellem jøder og palæstinensere. Tilsammen har de to bøger også en pointe, forekommer det mig. For Rahebs passionerede kritik af bosættelses-praksis og Bibelbrug er så desperat, at den indirekte kalder på en spiritualitet, et håb. Det er netop det, Halldorf finder i profeternes tradition, der både leverer sønderrivende kritik af magthaverne, men også ser Guds nærvær i mørket, allerede udtrykt i Sumud, udholdenhedens kontemplative spejden efter nåde og fred.
Læs begge anmeldelser på www.kirkeforalle.dk/boganmeldelser
/Henrik Sonne Petersen