Af Peter Fischer-Møller, Bestyrelsesformand i Dansk Missionsråd
I en landsby Qaljubia i Nildeltaet i Ægypten, var Danmission engageret i et landbrugs-udviklings-projekt. I fællesskab havde landsbyens landbrugere erhvervet materiel, med hvilket de bedre kunne nivelere deres marker, så overrislingen blev mere effektiv. De havde indgået fælles aftaler om køb af højkvalitet såsæd, og de var gået sammen om at sælge deres varer til grossister i Cairo, hvilket gav dem væsentlig bedre priser for deres gode grønsager.
Vi kom på besøg i deres udstillingslokale. Her var alle grønsagerne stablet kunstfærdigt op i pyramider – meget passende for Ægypten – tomater, appelsiner, løg, auberginer, kartofler og agurker. På væggene bag de opstablede grønsager var der opsat plancer, som fortalte om andelsforeningens idegrundlag, organisering og om det praktiske arbejde.
Formanden for foreningen, en statelig mand i gallabia, den natkjoleagtige beklædningsgenstand, som alle mænd i Nildalen går rundt i til daglig. På hovedet var han en rund hat, som markerede, at han var muslim – omkring 80% af befolkningen i Qajubia er muslimer, og 20% er kristne. Formanden fortalte taknemmeligt og stolt om projektet og præsenterede os for avlerne, der stod ved derees opstablede grønsager.
Vi nåede til en imponerende stabel agurker. En meget glad og ivrig landmand fortalte på klingende ægyptisk om sine fine grønsager – og vores projektansvarlige oversatte. Men ord var ikke nok. Vi skulle bestemt også smage på varerne, som man også gjorde det i Danmark for et par generationer siden for at sikre sig, at agurkerne ikke var bitre. Han havde hørt, at vesterlændinge kunne være lidt forbeholdne overfor grønsager, der kom lige fra marken, så han tog sit lommetørklæde frem og tørrede agurken af i det, inden vi fik vores smagsprøver. Vi tænkte vores og håbede helbredet holdt til det.
Da vi var nået hele raden rundt, sagde formanden, at han syntes det ville være passende, at vi sluttede besøget her med en lille andagt, og han bad mig stå for den. Det havde jeg ikke lige set komme, og jeg måtte tænke lidt hurtigt for at finde nogle passende formuleringer, som både flertallet af muslimer og mindretallet af kristne kunne værdsætte. Og mens jeg tænkte trak agurkemanden mig i ærmet, og sagde: husk også at bede for agurkerne.
Jeg foldede hænderne, takkede Gud for det gode samarbejde og for de gode grønsager og for det gode projekt, som vi fik lov at være med i, og som havde givet folk i landsbyen mulighed for adgang til bedre sundhedsfaciliteter og undervisning og grundlag for små opsparinger, der gjorde familierne mindre sårbare i forbindelse med misvækst eller andre ulykker – og jeg sluttede med en særlig tak for agurkerne. Så sang jeg ”Alle gode gaver, de kommer ovenned”, og alle både kristne og muslimer, stemte i med en lokal takkesang.
Det var første og indtil videre sidste gang, jeg har bedt særligt for agurker. Og det blev for mig et konkret eksempel på, hvad vi i Dansk Missionsråd kalder integreret mission eller holistisk mission. Kombinationen af konkret materiel hjælp, støtte til samarbejde og samtale på tværs af religiøse skel i lokalsamfundet, og mulighed for sammen at takke Gud for alle de gode gaver, han skænker os – ikke kun til jul, men året rundt.
Med denne lille selvoplevede beretning fra ”missionsmarken” takker jeg på Dansk Missionsråds vegne for godt samarbejde i 2025, og ønsker venner af Dansk Missionsråd et velsignet nyt år 2026.