Vi bringer her en anmeldelse af Mogens S. Mogensen. Moderne Jesus-bevægelser. Insider movements inden for jødedom, islam, hinduisme og buddhisme
-Anmeldt af Allan Poulsen for “Fagbladet Religion” for Religionslærerforeningen for gymnasiet og HF
Bogen beskriver bevægelser af jøder, muslimer osv., som uden at forlade deres oprindelige religion tror på Jesus og samles i fællesskaber omkring denne tro. Når man har beskæftiget sig med religion gennem mange år, kan man ikke blive forbavset over forekomsten af synkretistiske bevægelser. Jeg blev dog alligevel overrasket over, at denne type bevægelser er så udbredte, at det lader sig gøre at komme hele spektret af verdensreligioner rundt med beskrivelser af ret veletablerede bevægelser – om end der naturligvis i det større billede er tale om ret små minoriteter. Jeg fik således udvidet min religionsfaglige horisont betydeligt ved læsning af bogen, og afvigelser, minoriteter og blandinger er altid interessant stof.
Forfatteren er cand.mag. i historie og kristendomskundskab, MA i missiologi og ph.d. i interkulturelle studier. Han har både været gymnasielærer og arbejdet med kristen mission. Han er således på solid faglig grund, samtidig med at han skriver ud fra et kristent emic-perspektiv. Bogens kerne er fire kapitler, som beskriver Jesus-bevægelser inden for henholdsvis jødedommen, islam, hinduismen og buddhismen, men bogen rummer meget mere end det: I de to første og de to sidste kapitler introduceres en del missionsteologisk teori og debatten om, hvorvidt omvendelsen til Kristus behøver at være omvendelsen til den kristne religion. I to appendikser redegøres der for henholdsvis en norsk debat og en debat inden for den katolske kirke. Der er litteraturliste, ordliste og flere registre. I betragtning af, at bogen henvender sig til “alle, der er interesseret i mission og i kristendommens formidling i det hele taget”, er der valgt en overraskende akademisk form med mange lange citater på engelsk, som er integreret i teksten, og et utal af fodnoter – i alt 567! Hvis man har fordomme om, at kristen mission bare er en ting – eventuelt et kulturimperialistisk projekt – åbner bogen ens øjne for nuancerne i kristen missionstænkning. Bogens største værdi ud fra et religionslærerperspektiv er dog det enorme empiriske materiale, Mogens Mogensen har samlet om de “ikke-kristne” “Jesus-bevægelser”. Jeg sætter anførselstegnene for at antyde, at man virkelig kan komme i tvivl om, hvad man skal kalde dem. Måske kan man godt bruge uddrag fra bogen i undervisningen for at bryde lidt op i de faste kasser, man er nødsaget til at bruge, hvis man skal kunne undervise i verdensreligionerne.
Det er dog slående, at det er vidt forskellige “bevægelser”, der er tale om. Nogle er velorganiserede og er reelt kristne kirkesamfund, som blot ikke ønsker at bruge denne betegnelse om sig selv. Men Mogensen inkluderer også enkeltpersoner, som buddhistmunken og fredsaktivisten Thich Nath Hanh (1926-2022), som via kontakt med kristne fredsaktivister også blev inspireret af Jesus-skikkelsen og skrev et par bøger om det. Men når man for eksempel læser hans bog Living Buddha, Living Christ (ikke … Living Jesus, som Mogensen skriver), er det virkelig svært at se, at “mødet” med Jesus har ændret hans tænkning på nogen som helst måde – hele hans etos er i den grad buddhistisk, og han lader sig tilsyneladende inspirere af kristendommen, fordi det for ham er det samme som buddhisme: “To me, mindfulness is very much like the Holy Spirit.” Den slags problematiseringer kunne have beriget Mogens Mogensens bog, men man kan sige, at man med de udførlige teoretiske afsnit selv får redskaber til at foretage dem. Og så udgør bogen en guldgrube af empirisk materiale.