Ved Dansk Missionsråds repræsentantskabsmøde 14.maj, 2024, holdt formand Peter Fischer-Møller andagt om Pinse, Jesus der ånder på disciplene og Gorm den Gamles sidste åndedræt. Det vil vi gerne dele med alle.
Andagt ved DMRs årsmøde i Vejle 140524
Joh. 20, 19-24
Peter Fischer-Møller
Vi nærmer os pinse.
Den kristne kirkes fødselsdag.
Den kristne missions begyndelse.
Eller vi skulle måske hellere sige: en ny fase af Guds mission i verden.
Mission dei. Guds mission.
Den anskuelse af hvad kristen mission er, som ligger i dette begreb, vil jeg tage fat på i denne indledende andagt.
Og jeg vil begynde med en oplevelse, som jeg tit har tænkt tilbage på.
I skolen skulle vi lære om atomer og molekyler, de bittesmå byggesten alt i verden består af. Vores meget dygtige kemilærer Carsten Kongegaard Pedersen ville have os til at fatte lidt om, hvor små disse atomer og molekyler er, og hvor mange der er af dem. Derfor gav han os en opgave.
Vi skulle tænke os Gorm den Gamle, som efter et langt liv som Danmarks første rigtige konge, nu var slidt op. Han lå på sit dødsleje, for sidste gang trak han vejret. En indånding og en udånding, og så var det slut. Hvor mange luftmolekyler mon der var i dette sidste åndedrag. Det satte vi os til at regne på. Det blev et tal med en forfærdelig masse nuller efter, som ikke rigtig sagde os noget, før vi gik i gang med næste del af opgaven.
Der skulle vi så forestille os, at luftmolekylerne fra dette Gorm den gamles allersidste åndedrag, i løbet af de mere end 1000 år der er gået, var blevet fordelt jævnt i atmosfæren. Et enkelt lille åndedrag i hele det lufthav der omgiver jorden. Det kunne vel ikke registreres overhovedet. Jo, tænk engang. Når vi regnede på det viste det sig, at hver eneste gang vi trækker vejret, indånder vi et af de luftmolekyler, Gorm den gamle udåndede den allersidste gang han trak vejret.
Nogle af pigerne syntes det var ulækkert, sådan at indånde genbrugsluft fra en gammel død konge, hvis mundhygiejne, men ikke vidste noget sikkert om – i frikvarteret bagefter gik nogle af dem og trak vejret lidt forsigtigt, som om de håbede på at kunne finde en måde at sortere luften på.
Jeg syntes det var noget af det mest utrolige, jeg havde lært. Tænk at molekylerne var så små og så mange, tænk at vi på den måde var i nærkontakt med vores forfædre og med alt andet levende her på jorden i hvert åndedrag.
For det er jo ikke kun luftmolekyler fra Gorm den Gamles sidste åndedrag vi suger ind, hver gang, vi trækker vejret. Det er jo også luftmolekyler fra det først skrig fra en lille nyfødt dreng i en stald i Betlehem for 2000 år siden. Eller det sidste åndedrag fra en mand, som blev henrettet på et kors udenfor Jerusalem 33 år senere og som sagde: Far i dine hænder overgiver jeg min ånd!
Eller altså – som vi hørte det før – den opstandne Kristus, der kommer til disciplene og puster på dem og siger: ”Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”
Vi ved godt at naturvidenskaber fortæller os, at verden blev til for mange milliarder af år siden, i en kæmpe eksplosion. En bevægelse blev sat i gang, en bevægelse som stadig er i gang. Stof slyngedes ud i intetheden, fortættedes, blev til stjernetåger, til stjerner, til planeter. Blev til former og farver på jorden, og liv blev til.
Vi ved ikke hvordan, vi fatter ikke den utroligt fine balance, hvorigennem livet opstod og udviklede sig. Endnu har naturvidenskaben kun løftet en flig af skabelsens mysterium, og de som ved mest, siger, at jo mere vi studerer livet, jo mere bliver vi klar over hvor fantastisk mangfoldigt og sammensat og sammenvævet livsprocesserne er i det enkelte levende væsen og i vores samliv med alt andet levende på jorden.
Men på vej mod pinse en dag som i dag, hvor solen stråler ikke kun i salmerne, men også i naturen udenfor, når fuglene synger om kap og blomsterne gør deres yderste for at tiltrækker vores og biernes opmærksomhed, der kan vi ikke undgå at føle os bevæget af livet, føle, at livet er andet end et tilfældigt glimt i universet, føle at der bag liver er en bevægende magt, der bevæger os, en magt der kalder glæde og livsmod frem, der giver os lyst til at tale og synge, der vil os noget, der kalder på os: kom ud mærk verden, og tag fat.
Træk vejret dybt ind, tag en tur ud på landet og kig ud over de bølgende kornmarker. Er det ikke som om der i vindens luftning i dag er et åndedrag, et pust af liv fra Gud?
Gud bøjede sig en gang over denne lille grønne og blå planet og fyldte en lille jødisk dreng så helt og fuldt med sin ånde, at den dreng blev Guds ord talt på menneskesprog til os.
Uden den dreng, den mand, Jesus fra Nazareth, kunne vi ikke kende Gud. Vi kunne nok se og fornemme livskraften i verden, men hvorfra skulle vi kunne vide, at vi for den kraft ikke er ligegyldige molekyleansamlinger, men skaberens børn, mennesker skabt i Guds billede. Men nu har Gud talt til os gennem det menneske, gennem hans liv og død og opstandelse og himmelfart, og nu vil Gud have svar.
Historien om Jesu liv, død, opstandelse og himmelfart er kristendommens indånding så at sige. Her hvor vi nærmer os pinse begynder udåndingen.
Nu er det os der er i fokus, nu er det os, der skal ånde ind, der skal lade os fylde af livet, af Guds åndepust, af Guds kærlighed, af Guds tilgivelse. Og vi skal ånde ud, vi skal række den kærlighed vi nu har mødt videre, vi skal bære den med os ud af kirkerne, ud i en verden, som stadig trænger hårdt til netop kærlighed og tilgivelse.
Mission dei. Guds udsendelse.
Gud var og er på færde før os.
Gud sendte sit ord ud over urdybet, så verden blev til.
Gud åndede på Adam, så han blev et levende væsen.
Gud ånder fortsat på sin verden, så livet kan udfolde sig.