Har religiøse traditioner i Danmark noget at bidrage med, når det kommer til konflikten i Palæstina-Israel? Andet end eskalering af konflikten, altså!
Eskaleringen af Israel-Palæstinakonflikten er katastrofal for millioner i Mellemøsten. Samtidig er det blevet klart, at konflikten i Israel-Palæstina har direkte konsekvenser i Danmark. Og det er vel ikke så mærkeligt, givet at det var et historisk forfærdeligt terrorangreb 7.oktober, og givet det faktum, at gengældelsen har været lige så historisk dødbringende. Holdninger om fred og konflikt er blevet politiseret, sådan at selv bløde formuleringer om opbakning til ofrene, bliver læst ind i en polariseret situation. Der er grupper i Danmark, der bakker op om Israel, og finder at den pågående krig i Gaza er udtryk for legitimt selvforsvar, mens der er andre, der synes det israelske militærs aktioner i Gaza er gået over gevind. I den politiske verden finder vi den samme polarisering, hvor enkelte Folketingspolitikere og meningsdannere har foreslået, at danskere med Mellemøstlig baggrund, der taler om at stoppe konflikten i Gaza, hellere skulle rejse ”hjem”. Andre er meget skarpe i deres kritik af den israelske regering og hær.
Hvad kan den kristne tradition i Danmark bidrage med? Er der en stemme, der giver mening ind i denne sammenhæng?
For mange af os, der ikke står med fast forankring hos den ene eller den anden af konfliktens parter, har konflikten resulteret i en stigende rådvildhed, samtidig med det store antal dræbte og sårede, og de dystre fremtidsudsigterne for civilbefolkningen, truer såvel nattesøvn som samvittighed. I den situation ruger spørgsmålet: Hvad kan den kristne tradition i Danmark bidrage med? Er der en stemme, der giver mening ind i denne sammenhæng?
I historiens løb har den kristne tradition bidraget med mange stemmer i relation til konflikter og krige, og med beklagelse og anfægtelse må vi indrømme: langt fra altid med gode resultater. Et konkret udtryk for at en kristen stemme har sat aftryk er selve begrebet ”retfærdig krig”. Det udgør en del af baggrunden for det, vi kender som ”Krigens love,” og som bl.a. kommer til udtryk i FN’s charter, i Geneve konventionerne mv. I Krigens Love er der beskrevet, hvad der er acceptable grunde til at gå i krig, jus ad bellum, og hvordan en krig skal udføres, jus in bellum. Drøftelsen af det sidste, altså om krigen udføres retsligt korrekt og legitimt, er én af de ting, der afføder spændinger i Danmark, og det er lige præcis her, vi mener der er brug for stemmer fra de religiøse traditioner, herunder kirkens. For de religiøse stemmer er stemmer om mening og retfærdighed, som ikke bunder i magt. Her er det vigtigt at indskyde, at der rent faktisk ikke kun er én stemme fra kirkens side, men mange. Ligesom der er mange religiøse stemmer! Og selvom det kan synes frustrerende og besværligt, at der er mange, er det rent faktisk en fantastisk mulighed, fordi stemmerne på hver deres måde reflekterer værdier og mening, og kun bør have den vægt, der består i, at de bliver udtalt, og kan overbevise ved deres indre logik og gode eksempler.
Der hvor konflikterne spidser til, og freden udfordres ved at én af parterne griber til vold, er svaret ikke mere vold …
Vi vil overlade overvejelser om krigens love til andre og i stedet fokusere på, hvad kristne traditioner kan bidrage med i forhold til fred og retfærdighed. Fred og retfærdighed spiller nemlig en afgørende rolle i den kristne tradition, om end de aspekter mange gange er blevet overdøvet af kirkers iver efter at tækkes magthaverne ved at legitimere krigsførelse. Resultatet står vi med i dagens Danmark, hvor fred opfattes som en lidt udefinerlig tilstand med fravær af konflikt, fordi fokus er på militaristisk konfrontation med fjenden. Heroverfor står fredens stemme i den kristen tradition som en stemme om ”positiv” eller sågar ”retfærdig” fred. Her er målet ikke at undgå eller stoppe konflikter, for et fredeligt samfund har plads til konflikter. Der hvor konflikterne spidser til, og freden udfordres ved at én af parterne griber til vold, er svaret ikke mere vold, flere våben. Svaret er derimod ikkevoldeligt freds- og forsoningsarbejde. Den stemme er i mange tilfælde blevet kvalt i kirkelige kredse med argumenter om, at det er idealisme, eller endnu værre en laisez-faire holdning afspejlet i pacifisme, forstået som passivisme. Men ideen om ikkevoldelig løsning af konflikter er ikke bare konfliktskyhed. Historisk er det efterprøvet mange steder. Vi kender det fra Desmond Tutus arbejde i Syd Afrika, og fra John Paul Lederach’s arbejde i Syd-Amerika. Den sidste trækker på ressourcer hos John Howard Yoder og Richard B. Hays, som gør det klart, at ikkevoldelige løsninger ligger tæt på en af de store røde tråde i Bibelen, udtrykt emblematisk i det femte bud: du må ikke slå ihjel!
Hvad kan den stemme så bidrage med? Stemmer forankret i en kristen tradition om fredelig løsning på voldelige konflikter er i første række en slags subversiv (undergravende) praksis, der udstiller magtens selvforstærkende struktur, voldens mekanismer og undertrykkelsens bosætter-mentalitet, som f.eks. den palæstinensiske præst Mitri Raheb gør det.
Dybt i de kristne traditioner om fred ligger der desuden en selvindsigt, som en bevidsthed om ens egen begrænsede og ensidige indsigt, som både indbyder til en vis ydmyghed, og til at se situationen fra modstanderens synspunkt. Ja, vi ved, vi erkender, og bekender: den kirkelige verden er ikke nødvendigvis et ideal, når det kommer til ydmyghed! Men det ændrer ikke noget på valør af den indsigt, der er tale om.
Stemmen om fred fra en kristen tradition, bakker derudover op om en vision om et fællesskab hinsides vold, baseret på rettigheder, demokrati og religionsfrihed, og bæredygtig økonomisk udvikling. Det er nogle af de ord, 33 forskere brugte i 1998 da de beskrev 10 forholdsmåder, der fremmer fred og forhindrer krig, i det de kaldte ”just peacemaking. Ten practices for abolishing war”.
… elsk dine fjender, bed for dem, der forfølger dig!
Som noget helt særligt tilbyder kristne traditioner om retfærdig fred endelig en kras realisme, udfoldet i Jesu paradoksale opfordring: elsk dine fjender, bed for dem, der forfølger dig! Realismen ligger i en anerkendelse af, at der rent faktisk er fjender, og at der er kristne brødre og søstre, der bliver forfulgt, ligesom der er andre religiøse mindretal, der forfølges. Men det får ikke Jesus til at gribe til våben eller til at foreslå brug af vold. Der er andre måder at møde fjender på end med vold og hævn!
Kristne stemmer om fred er på den måde hverken passiviserende, eller idealistisk i den forstand, at de afviser konflikt. De kræver tværtimod et kæmpe forarbejde for at styrke de fredsbevarende kræfter, opbygge viden og ressourcer til at skabe forsoning, og støtte afrustning af offensive våben. Egentlig en hel række af de færdigheder og kundskaber, som i en dansk universitetstradition er gået tabt, fordi der ikke længere er et selvstændigt fokus på fred og forsoning.
Lyder der en stemme om fred ud af en kristen tradition i Danmark, er det en stemme som ikke barer peger på, at ”de andre” skal trynes eller forandres. Stemmen om fred genlyder fra vores Bibel, og i vores egne hoveder, og minder om den holdning, som John P. Newell sammenfatter i sætningen ”jorden er hellig, og alle mennesker er hellige”. Det er en stemme, som kalder os alle til at være fredens ambassadører. Accepterer vi det, og arbejder på at være det, forstærkes og kvalificeres et voksende folkeligt ønske om fred i Gaza, og i Israel/Palæstina.
Peter Fischer-Møller og Henrik Sonne Petersen/20240228