andagt_peter

Kristi legeme – mangfoldighedens fællesskab

– Dette er en andagt fra Repræsentantskabmødet den 13. maj 2025 af Peter Fischer-Møller.

Salme: Hvad er det at møde den opstandne mester 

En salme, som på sin egen måde udfolder kristendommens mangfoldighed. Salmen er den nyeste, der kom med i den autoriserede salmebog, den eneste, som er skrevet i dette årtusinde. Jeg har hørt, at Hans Anker Jørgensen skrev den i en form for protest imod det forslag til salmebogsrevision, som blev lagt frem, og som ikke havde taget ret mange nye salmer med, og manglede nyere salmer, der forholdt sig konkret til Jesu liv, død og opstandelse. Så fik vi salmen her, hvor vi lægger stemme til og dermed lever med i, hvordan det bliver påske for en række af Jesu nærmeste: kvinderne ved graven, disciplene på vej til Emmaus, Maria Magdalene, Simon Peter, Paulus, Judas og Stefanus – og så kan vi jo selv overveje, om vi bedst kan identificere os med første vers: “Det er som at indse det, blændet af tårer: hvor var jeg en indskrænket, hjerteløs dåre!?” eller med sidste vers: “Det er som i lovsang, lyksalig og svimmel, at se ham som Gud i den syvende himmel.” 

Nu hvor regeringen har afskaffet Store Bededag, så er de gode bønner til dagen blevet lidt hjemløse. Jeg har derfor valgt en af dem. Lad os bede sammen: 

Gudstjenestens Bønner 1, s. 241 

Tekst: 1. Kor. 12, 12-13 og 27 

For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være et legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke… I er Kristi legeme og hver især hans lemmer. 

Et meget anskueligt billede er det, Paulus tegner for den kaotiske menighed i Korinth. Et legeme, hvor alle lemmer er forbundet, hvor hvert lem har sin funktion i helheden. Et fællesskab, som netop fungerer på grund af forskellighederne. Et legeme, som kun bestod af øjne eller ører, ville ikke due til noget. 

Paulus adresserer konkrete splittelser mellem forskellige grupper i den unge menighed i Korinth og maner dem med billedet af legemet til at forliges og opdage, at der ikke bare for skams skyld skal være plads til dem alle sammen, men at de skal forstå, at de i al deres forskellighed er afhængige af hinanden. 

Men mens han skriver, udvides perspektivet. Det her handler ikke kun om udfordringerne i menigheden i Korinth. Det handler om hele den kristenhed, som er ved at udvikle sig omkring Middelhavet – ikke mindst takket være Paulus’ egen virksomhed. I al deres forskellighed er menighederne i Korinth, Antiokia, Jerusalem, Galatien, Thessaloniki, Efesos og Rom som lemmer på ét og samme legeme med Kristus som hoved. 

Billedet af alle de kristne som lemmer på et stort legeme – som uundværlige dele af Kristi legeme – bliver til en vision om en universel kirke, hvor der er brug for både jøder og grækere, trælle og frie, mænd og kvinder. En kirke, som ikke anser nogen for mere betydningsfulde end andre, men som netop har brug for vores forskelligheder. 

Et utrolig smukt billede – som det bare har været rigtig svært for mennesker at leve op til og realisere i praksis. Det er Paulus’ breve i sig selv et vidnesbyrd om. For de dokumenterer, hvordan hierarkier og partidannelser faktisk plagede mange af de nye menigheder. Det er så genkendeligt menneskeligt. 

Og kirkehistorien fra Paulus og fremefter bevidner, hvor svært det var at leve op til det smukke billede af kristenheden som et legeme med Kristus som hoved. 

I andagten her vil jeg sætte fokus på den tætte forbindelse, der i renæssancen blev mellem den globale kristne mission og kolonialismen. Det var, som om kirkens folk helt glemte det med lemmernes lige værdighed og gensidige afhængighed. Man havde glemt, at det er Kristus, der er hovedet – og agerede i stedet selv som hoved for foretagendet. 

Det er til at få øje på, når vi ser, hvordan conquistadorerne og missionærerne fulgtes ad under den brutale kolonisering af det amerikanske kontinent. Og ligeværdigheden mellem kirkelegemets forskellige lemmer er ikke det, der springer i øjnene, når man læser om den missionsvirksomhed, der udsprang af den store missionskonference i Edinburgh i 1910 – og hvor næsten alle deltagerne, i parentes bemærket, var ældre, hvide mænd. 

Men det kan være sværere for os at se, hvordan koloniale mønstre fortsat er på færde i vores missionsarbejde i dag. Det handler om magtrelationer og vanetænkning og manglende evne eller vilje til at lytte til de andre, til at forstå de andre, til at indse, at de – netop ved ikke at tænke som os og handle som os – supplerer det, vi selv kan bidrage med til fællesskabet. 

Det her er ikke en opfordring til at slå nogle andre eller os selv i hovedet, men et kald til ny opmærksomhed på de magtstrukturer, vi – også som kristne i vores arbejde herhjemme og ude i verden – indgår i, og på mangfoldighedens betydning for kirken, lokalt og globalt. 

Det er også, hvad vi har prøvet at få sat ord på i det missionsdokument, som vi gennem et par år har arbejdet med i Dansk Missionsråd, og som vi i vinter sendte ud – både i en længere og en kort udgave. 

Den mission, vi er en del af, er ikke vores, men Guds. Vi er ligeværdige og gensidigt afhængige lemmer på det kirkelegeme, som har Kristus som hoved.
Amen.