Den 13. maj havde DMR repræsentantskabsmøde på Nyborg Strand – en skøn forårsdag med et rigtig flot fremmøde. Et af de vigtige punkter på dagsordenen var, at vi skulle drøfte en fusion mellem os i Dansk Missionsråd og Center for Kristent Udviklingsarbejde. Drøftelsen startede med en gennemgang af det tætte forhold mellem DMR og CKU – både historisk og i dag. Derefter var der plads og tid til en god og konstruktiv drøftelse, hvor mange forskellige repræsentanter kom på banen. Der var nogle kritiske røster, men langt de fleste stillede sig positivt over for en fusion mellem de to organisationer. Derfor har bestyrelsen nu et mandat til at gå videre med at afsøge muligheden for en fusion. Herunder kan du læse CKU’s pressemeddelelse om den potentielle fusion. Du kan også læse to artikler fra Kristeligt Dagblad, der handler om den mulige fusion og referatet fra repræsentantskabsmødet i maj.
- https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-og-tro/kirkelige-organisationer-vil-laegges-sammen-vi-faar-klare-udmeldinger-fra
I artiklen kan du læse om planerne om at fusionere Dansk Missionsråd og CKU, to organisationer med fælles interesser i kirkeligt udviklingsarbejde. Mange ser det som en naturlig udvikling, men der er også fokus på at bevare missionens historie og teologi. Henrik Sonne Petersen siger: “Det er et godt tidspunkt at se på en sammenlægning.” Beslutningen afhænger af medlemsstemmerne, og flere organisationer støtter idéen. - https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-og-tro/professor-om-omdiskuteret-kirkelig-fusion-det-er-et-udtryk-missionen-er-lykkedes
To store kirkelige organisationer – Dansk Missionsråd og CKU – står over for en historisk fusion. Det handler ikke bare om struktur, men om et opgør med 80 års debat om tro, udviklingsbistand og statslig støtte. Professor Peter Lodberg kalder det “et udtryk for, at missionen er lykkedes.” Hvad betyder det for kirkens rolle i verden – og er det klassiske missionsarbejde ved vejs ende?
Pressemeddelelse fra CKU: Indledende drøftelser om mulig fusion mellem CKU og DMR
Medlemmerne af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU) og Dansk Missionsråd (DMR) har i løbet af de seneste to dage drøftet muligheden for en fremtidig fusion mellem de to organisationer.
Samtalerne, som fandt sted på hhv. DMR’s repræsentantskabsmøde og CKU’s generalforsamling, vidner om en stigende erkendelse af, at et styrket organisatorisk fællesskab kan gavne både det kirkelige udviklingsarbejde og den teologiske refleksion, som begge organisationer er rundet af. Der var en meget bred anerkendelse af de strategiske muligheder og synergier i en fusion og samtalerne drejede sig hurtigt hen på hvordan disse kunne realiseres.
”DMR og CKU har et stærkt og solidt forankret fællesskab, som går tilbage til dengang CKU – tidligere DMRU – var en del af Dansk Missionsråd. Vi har fungeret side om side i mange år, og nu ser vi en fusion som en oplagt mulighed for at styrke det fællesskab,” siger Katja Gunnertoft Bojsen, sekretariatschef i CKU.
Ønsket om fusion er udsprunget af et langvarigt og velfungerende samarbejde mellem de to organisationer, og det blev flere gange understreget, at en samling af kræfterne kan forene det bedste fra begge verdener: udviklingsfaglighed og teologisk dybde.
”I CKU arbejder vi i forvejen med, hvordan vi kan realisere endnu mere af potentialet i lige netop det kirkelige udviklingssamarbejde. Altså hvordan vi kan bringe det kirkelige endnu mere i spil som en særlig ressource i udviklingssamarbejdet. Det tror vi, at en styrket teologisk kapacitet og faglighed, som vil kunne tilføres fra DMR, vil kunne bidrage til,” siger Katja Gunnertoft Bojsen.
Henrik Sonne Petersen, generalsekretær i DMR, peger på den voksende synergi som et naturligt afsæt for at tænke nyt. ”Vi får flere og flere samarbejdsflader mellem vores to organisationer. For os og CKU er det tillægsværdien i at være og arbejde trosbaseret, der taler for nye måder at samarbejde på,” siger han.
DMR og CKU har i de seneste år oplevet en stigende efterspørgsel af en stærkere, samlet stemme for trosbaserede organisationer i internationalt udviklingsarbejde. En eventuel fusion kan derfor bidrage til at styrke det felt både fagligt og politisk. Som det blev formuleret på DMR’s repræsentantskabsmøde: En fugl flyver bedst, når den har begge vinger.
CKU spiller i dag en dobbelt rolle som puljeorganisation og paraply for kirkelige udviklingsaktører i Danmark. En styrkelse af dette mandat, kombineret med DMR’s teologiske forankring og ekspertise, kan bidrage til en mere helhedsorienteret indsats – ikke mindst i relation til partnerkirker i det globale syd.
På det fælles seminar, som blev afholdt i forbindelse med generalforsamling og repræsentantskabsmøde, talte Dr. Rev. Fidon Mwombeki, generalsekretær i All Africa Conference of Churches (AACC), om kirkens centrale rolle i samfundsudviklingen og partnerskaber i Afrika syd for Sahara. Hans oplæg understregede, hvordan teologien spiller en uomgængelig rolle i det globale syd – et forhold, som det danske kirkelige udviklingsarbejde bør tage alvorligt.
I lyset af de igangværende drøftelser om Danmarks udviklingspolitiske strategi ser både CKU og DMR et behov for stærkere teologisk funderede partnerskaber. Det er netop her, en mulig fusion kan give CKU et stærkere fundament til at agere som brohoved mellem danske kirkelige organisationer og deres globale partnere.
De seneste dages drøftelser markerer første skridt i en åben proces hen imod en fusion, hvor arbejdet nu handler om at afsøge mulighederne med respekt for begge organisationers historie og styrker.
For uddybende kommentarer:
Katja Gunnertoft Bojsen, Sekretariatschef CKU
Tlf.: 8172 4006, mail: kab@cku.dk
Henrik Sonne Petersen, generalsekretær DMR
Tlf.: +45 8172 4007, mail: hsp@dmr.org
Asta Klosterskov Handberg, kommunikationskonsulent CKU
Tlf.: +45 81724015, mail: akh@cku.dk