Dette er en andagt, der blev holdt til Dansk Missionsråds Efterårsmøde 2024 af Julie Kajgaard.
Lige for tiden er jeg, både som et kristen og samfundsengageret menneske, optaget af, hvordan vi sammen skaber og indgår i genuine samtaler. Samtaler, hvor vi ikke på forhånd ved, hvad der bliver resultatet, men hvor vi ser, hvad der opstår på baggrund af samværet og udvekslingerne, og lader os føre til det fælles sted, hvor vi sammen bliver bragt.
Jeg er optaget af dette, fordi vi i vores super oplyste tid på en anderledes måde end tidligere i historien oplever, at samtalen er svær.
Det er fra de helt store sammenhænge; fx den splittelse, vi ser i Frankrig, Storbritannien, Moldova og selvfølgelig USA. Splittelserne er nationalt og lokalt forankret og drejer sig om aktuelle forhold de pågældende steder, men som et fælles træk er det samtalen, der går i stå. På tværs af politiske skel. På tværs af NGO’er og andre bærende samfundsinstitutioner.
Men det er også i minde grader, at samtalen har det svært. Her hos os i Danmark er der grupper, der ikke mødes. Vores samfund er ved at blive mere og mere opdelt, fordi de steder, hvor mennesker tidligere mødtes på tværs, foreningslivet, folkeskolen, kirken og andre steder, er der faldende tilslutning.
Men, hvad har det her så med os til dette efterårsmøde at gøre? Jeg tror, at vi som kirkelige organisationer og ledere deri har en unik mulighed for at bringe samtalen i spil. Jeg tror, at vi kan lade os inspirere af nogle forskellige fortællinger fra den store kristne fortælling.
———————
Jeg har selv i denne sammenhæng været optaget af tre forskellige beretninger.
Den første finder vi i Ruths bog i det første kapitel. Her er No’omi draget afsted fra sit gæsteland og til sit hjemland. Hendes to svigerdøtre, Orpa og Ruth, er draget med hende. Jeg forestiller mig, at da de kommer til ingenmandsland, har No’omi en klar forventning om, at resten af rejsen skal hun foretage sig alene. Men her ændrer samtalen virkeligheden:
“Men No’omi sagde til sine to svigerdøtre: »Vend nu tilbage, hver til sin mors hus! Måtte Herren vise jer godhed, ligesom I har vist godhed mod de afdøde og mod mig. Herren give jer trygge kår, hver i sin mands hus!« Så kyssede hun dem farvel; men de brast i gråd og sagde til hende: »Vi vil følge med dig hjem til dit folk.« No’omi svarede: »Vend nu tilbage, mine døtre! Hvorfor vil I med mig? Er der stadig sønner i mit skød, som I kan gifte jer med? Vend nu tilbage, mine døtre! Jeg er for gammel til at tilhøre en mand. Men selv hvis jeg tænkte, at der var håb for mig, og selv hvis jeg i nat tilhørte en mand og endda fik sønner, skulle I så vente, til de blev voksne? Skulle I lade være med at gifte jer? Nej, mine døtre! For mig er det mere bittert end for jer, for det er mig, Herrens hånd har ramt.« Så brast de igen i gråd. Orpa kyssede sin svigermor farvel; men Ruth klyngede sig til hende. Da sagde No’omi: »Nu vender din svigerinde tilbage til sit folk og sin gud. Følg du med din svigerinde!« Men Ruth svarede: »Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud. Hvor du dør, vil jeg dø, og der vil jeg begraves. Herren ramme mig igen og igen: Kun døden skal skille os!« Da No’omi så, at hun var fast besluttet på at følge hende, opgav hun at overtale hende, og så fulgtes de ad til Betlehem.”
Orpa vendte tilbage til sine egne. Samtalen gjorde det klart, at hun ikke skulle med videre på rejsen. Ruth blev hos No’omi. Og No’omi tillod, at samtalen ændrede den forestilling, hun havde gjort sig om, hvordan resten af vandringen skulle se ud. Samtalen forandrer forventninger.
—————————
En anden samtale, som jeg ofte vender tilbage til i mine refleksioner, er i Johannes kap. 4., hvor Jesus taler med den samaritanske kvinde. Der er meget på spil i den samtale. Hvor skal man tilbede Gud? Hvem er blevet svigtet? Hvordan kan man nogensinde få oprejsning, når man er blevet stigmatiseret? Hvad gør det ved en at finde ud af, at i alt ens fortabthed er man fundet af Kristus selv?
Det er en samtale, hvor kvinden bliver bevæget af mødet med Jesus. Men jeg har på det seneste overvejet, om det også er en samtale, der bevæger Jesus? At måske satte han sig ved brønden, fordi han ville samtalen i sig selv. Fordi han ville møde denne kvinde, men ikke fordi han nødvendigvis vidste, hvad samtalen mundede ud i. Kunne samtalen været stoppet, hvis han ikke havde udvidet rummet for tilbedelse? For, hvis Jesus havde insisteret på, at tilbedelsen skulle ske i Jerusalem, og kvinden havde insisteret på, at tilbedelsen skal ske på “dette bjerg”, var de så kommet videre? Men Jesus åbnede samtalen. Tilbedelsen skal ske i Ånd og sandhed. Hvad betyder det egentlig? Og, hvad gør det egentlig ved os, når helligsteder bliver sekundære?
Eller, hvis Jesus aldrig havde spurgt om vandet. Men han bare havde siddet der ved brønden. Ville samtalen nogensinde været opstået?
—————————
Den sidste fortælling jeg har reflekteret over, er fra Apg., og den er todelt. Den første del handler om den indre samtale, som Simon Peter har med Gud i sit drømmesyn. Simon Peter forstår ikke, at alt maden er ren. Og det tager nogle omgange, før han forstår ordene om, at alt hvad Gud har erklæret rent, må han ikke gøre urent. Fra drømmen bliver Simon Peter ledt til den romerske officer Cornelius. Som i sig selv var udenfor det jødiske fællesskab, men som også boede i Cæsarea, som om noget var udenfor det jødiske fællesskab. Måske endda foragtet af det jødiske fællesskab.
Peter havde sine udfordringer med at forstå, hvordan evangeliet virkelig var til alle. Og, der skulle en særlig guddommelig inspiration til, før han fik modet til at tale med Cornelius. Og før han fik modet til at erkende, at evangeliet på alle mulige måder er grænsesprængende.
——————————
Disse tre fortællinger og endnu flere med dem har fået mig til at overveje, om vi kan tale om et teologisk-samtale-kontinuum, som vi kan færdes på.
I den ene ende er samtalen forankret i spørgsmålet: Hvad er mit at gøre? Skal jeg tage hjem som Orpa gjorde, eller skal jeg følge med på vandringen? Samtalen handler måske ikke om kernesætninger i troen, men den handler om troskab. At være tro i det store og små. “Hvad I har gjort mod en af mine mindste, har I gjort mod mig”.
I midten af det teologiske-samtale-kontinuum bevæger samtalen sig mellem troskab, tro, livsfortælling og det sammensatte menneske. Med krop, sjæl og ånd. Forkyndelsen, både i ord og handlinger, kan komme til udtryk her. Det er dog ikke alene kerygmaet, der gør sig gældende her. Det er også de helt basale behov. Og det er sammen med samtalepartneren, vi og samtalen bliver formet. Vi ved ikke på forhånd, hvor det hele bærer hen.
I den anden ende af det teologiske-samtale-kontinuum er det den Åndsbårne samtale. Der, hvor vi får indskydelser, og lige pludselig får lov til at erkende, at de grænser for mulighedsrum, man havde fået sat op for sig selv, eller andre havde defineret for en, at de ikke gør sig gældende. Det kan både være i forkyndende sammenhænge, men det kan også være i erkendelse af, at Gud allerede er gået foran en og har lagt nogle forskellige muligheder til rette for en. Det er der, hvor vi oplever, at vi og vores samtalepartner bliver taget et helt andet sted hen, end nogen af os virkelig havde håbet muligt. Det er der, hvor vi er vidner til små mirakler.
———————————
Jeg tror, at hvis vi som kirkelige organisationer og kirkelige ledere kan gribe om, at vi kan bidrage med unikke perspektiver på, hvad samtalen kan – og måske ikke kan – kan vi spille en afgørende positiv rolle i den tid, vi er i, hvor flere og flere kræfter prøver at nedbryde samtalen. Jeg tror, at vi kan bringe et kristent vidnesbyrd, som er forankret i, at Gud talte, og kosmos gik fra kaos til orden. Fra intet liv til alt liv. Fra urkraft til gode vækst- og livsbetingelser. Og det er virkelig gode nyheder til vores verden, hvor håbløshed, afmagt og tavshed er ved at indtræffe sig.
————————————
Evige Gud. Du talte ved dit ord, og det, der var øde og tomt, blev til jord og liv. Må du tale alt det øde og tomme bort igen og igen, og må livet vokse og spire frem. I os og rundt om os.
Jesus Kristus, du var ordet, som blev kød og tog bolig iblandt os. Du slog lejr hos os og erfarede alle menneskelige vilkår. Må vi også slå lejr hos andre mennesker. Må vi indgå i skæbnefællesskab med den fattige, fremmede og enken. Må vi ligesom dig initiere samtaler, hvor vi giver afkald på vores stolthed og viden, men bare spørger efter vand.
Gode Helligånd, du som fornyer og forfrisker vores hjerter og tanker. Du kalder os hele tiden ud af de bokse, vi har sat os selv, Gud og andre mennesker i. Må du give os kreativitet og mod til at bryde grænser. At finde nye stier, der hvor samtalen er gået fuldstændig i hårknude.