Ora et labora
Disse tre ord, bed og arbejd, er forbundet med den ældste kristne klosterregel, Sankt Benedikts regel fra ca. 530, hvor de angav en balance i munkenes anvendelse af deres tid. De skulle både fordybe sig i stilhed og kontemplativ bøn og tage fat på arbejdet i og omkring klosteret. Ved at arbejde ville de undgå dovenskab, som ifølge Benedikt var sjælens fjende.
Der ligger en tilgang til livet i dette motto, som det er værd at forsøge at oversætte til de vilkår, vi lever under 1500 år senere i et samfund, der er præget af høj hastighed og præstation. Der er store forskelle mellem dem og os: I vores samfund er pauser, hvile og tilbagetrækning noget, man fortjener gennem sit arbejde, for munkene var arbejde noget, man pålagde sig selv i tiden mellem stilhed og fordybelse. For Sankt Benedikt anvendtes princippet for at imødegå faren ved dovenskab, for os i dag må det snarere anvendes for at undgå, at vi bliver helt opslugt af arbejde og glemmer fordybelse og overgivelse. Det handler for mange af os i dag, ikke om at arbejdet skal kurere os fra at være arbejdssky og dovne, men snarer om at bønnen skal kurere os fra at blive afhængige af vores arbejde på en usund måde.
Bøn og præstation
En oversættelse af Sankt Benedikt ord vil derfor handle om at finde en form for work-life balance, som ikke blot handler, om hvor mange timer vi bruger på arbejde, og hvor meget fritid vi har, men som tager denne balance et skridt dybere og spørger: Hvordan kan jeg arbejde på en sådan måde, at kilden til min glæde ikke bliver de ting, jeg har udrettet eller kan producere? Denne balance er vigtig at finde, hvis vi skal slippe fri af den evige rutschebane mellem selvtillid og selvforagt, stolthed og mindreværd, som mange af os plages af.
Bønnens bevægelse er det modsatte af at mestre eller kontrollere, og i den forstand er det at bede en modkulturel bevægelse i et præstationssamfund. At bede er det modsatte af at magte noget. Det er at lukke Gud ind i vores afmagt. Vi kan i grunden kun bede, når der ikke er noget andet, vi kan. Men afmagt handler ikke blot om ekstremsituationer, hvor vi hjemsøges af fare og efterlades i en tilstand af akut hjælpeløshed. Afmagt er en usynlig følgesvend i de fleste at livets vigtige anliggender. Man kan ikke elske et andet menneske uden at acceptere sin afmagt i forhold til den genkærlighed, man søger. I så fald ville der ikke være tale om kærlighed i egentlig forstand, men om erobring eller en kontraktmæssig troskab (hvilket også har sin betydning, men ikke som kærlighed). Erfaringen af taknemmelighed er også forbundet med afmagt. At sige tak er netop at give en anden ære i stedet for at holde den for sig selv.
Giv slip før du tager fat
Bønnens bevægelse består i at give slip, før vi tager fat. Forholdet mellem hvile og arbejde vendes altså om i forhold til det omgivende samfund, hvor hvilen er noget, man optjener gennem arbejde. Hvad vil det sige at give slip? At give slip er ikke helt det samme som at lade noget ligge. Det vi giver slip på, har vi allerede i vores hænder. Det kan være en opgave eller et medmenneske, der giver anledning til bekymring. Hvis mit livs succeskriterium består i, at jeg lykkes med mine opgaver, kan det være vanskeligt at give slip på det, vi står med. At give slip er i denne sammenhæng heller ikke at lade noget falde til jorden, men at række det frem og bede en anden om at tage over.
Den moderne udgave af klostervæsnets diktum må lyde omtrent sådan her: Giv slip, før du tager fat. Og det gælder som sagt ikke blot i de situationer, hvor vi står overfor en påtrængende og akut erfaring af afmagt, det glæder også dagliglivets mange små og store slidsomme opgaver.
Klimakrisen
Tag klimakrisen. Meget tyder på at vi befinder os midt i en krise, der kræver en form for omstilling i vores måde at fungere på som mennesker, som vi slet ikke er klar til. Når vi begynder at tage fat på den opgave, at gøre vores indsat, efterlades vi hurtigt med en erkendelse af, hvor lidt, det vi kan gøre, nytter i det store regnskab. Men samtidig er det et problem, der har en sådan karakter, at man hverken kan lade det ligger eller falde til jorden. Jeg overhørte for nylig et replikskifte mellem to mødre i køen i Føtex. Den ene sagde til den anden: ”Livet er altså for kort til affaldssortering.” Effekten står ikke mål med besværet. Jeg kan godt følge tankegangen, men tænkte samtidig, at det vi har brug for, er en vision for menneskelivet og jorden i det hele taget, der gør det besværet værd at gøre vores begrænsede indsats. Andre går i den modsatte aktivistiske yderlighed og bliver rastløst ved med at pålægge sig nye tiltag, hvormed man kan gøre en indsats for at redde jorden. At give slip før man tager fat, indebærer at lægge det store spørgsmål om jordens fremtid i Guds hånd, og dermed blive gjort fri til ubekymret og engageret at gøre vores lille indsats i hverdagen. Man tager anderledes fat om problemerne, hvis man først har givet slip.
En asylansøgers erkendelse
Hvad denne mekanisme angår er der meget at lære fra mennesker, som befinder sig i situationer, hvor de helt tydeligt har mistet indflydelse på deres egen fremtid, fx asylansøgere, indsatte eller mennesker, der venter på en diagnose eller har fået en tung diagnose. Når jeg ser tilbage på mine snart 20 år som sogne- og indvandrerpræst på Vesterbro, slår det mig, i hvor høj grad mange af de mennesker, som har søgt kirken (fx asylansøgere), har bedt om forbøn samtidig med, at de bad om hjælp. Eller måske snarere, at de efter at have bedt om hjælp har bedt om forbøn, og at ønsket om forbøn har været båret af en trang til overgivelse til Gud.
Jeg husker særligt en sen aften, hvor jeg var sammen med en ung mand, der skulle møde i Flygtningenævnet den følgende morgen. Tanken på konsekvenserne af den beslutning, der skulle træffes om hans fremtid, var ved at bryde ham ned. Afklaringen kom, da vi læste Jesu ord til Pilatus: ”Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra” (Johs. 19:11). Med disse ord træder Jesus ud af magtkampen med Pilatus og overlader sin skæbne i Faderens hænder. Det var den samme bevægelse, den unge mand gjorde. Han gav slip på kampen for sit eget liv for dagen efter stilfærdigt at kunne tage fat på kampen for at tale sandhed og så overgive konsekvenserne i Guds hænder.
Forbøn
At bede et andet menneske om forbøn er noget andet og mere end at bede om assistance eller hjælp. At bede om forbøn er at bede om hjælp til at give slip på nogle bekymringer ved at lægge dem i Guds hånd. Dietrich Bonhoeffer skriver i sin bog Fællesskab at ”Kristus i min broders mund er stærkere end Kristus i mit eget hjerte.” Selv om denne sætning er formuleret i forbindelse med skriftemålet, udtrykker den også en vigtig dimension af forbønssituationen. Et menneske, som befinder sig i afmagt, har brug for et medmenneske til at minde sig om Guds almagt. Et menneske, som føler sig afvist, kan ikke bare sige til sig selv, at det er elsket af Gud, der må en anden stemme til at formidle dette. Det særlige ved den personlige forbøn, til forskel fra den sjælesørgeriske samtale, er, at to mennesker i bønnen ikke retter sig mod hinanden, men mod et fælles du. At blive bedt om forbøn er at blive bedt om at stille sig til rådighed som middel for et andet menneskes bøn til Gud. Forbederen beder i den forstand ikke bare på vegne af et andet menneske, men oversætter det andet menneskes bøn om forbøn til en bøn til Gud. Ordet for angiver ikke bare en genstand for bøn, men rækkefølge: Et menneske beder for og et andet menneske beder med.
Primær og sekundær bøn
I Friedrich Heilers klassiske afhandling om bøn skelner han mellem primær og sekundær bøn. Primær bøn er hjertets direkte og uhindrede samtale med Gud, mens sekundær bøn er formidlet bøn, som når man fx læser en bøn, der er skrevet af et andet menneske, eller synger en salme. Pointen er imidlertid, at der er et dynamisk forhold mellem disse to former for bøn. En præst kan stille sig op og bede en bøn uden den helt store andagt eller overgivelse, men et menneske kan sidde ved siden af, lytte med og bede af hele sit hjerte.
I Apostelkirken etablerede vi for en del år siden en bedekrukker, hvor mennesker under nadverfejringen om søndagen kunne skrive bønner, som efterfølgende ville blive oplæst ved den daglige middagsbøn på ugens hverdage i kirken. Det viste sig at denne mulighed imødekom et behov i menigheden, og måske særligt blandt dem som kommer fra andre kulturer og sproggrupper. Her får man mulighed for at nedfælde sin bekymring på et stykke papir og så at sige lade den fældede bekymring falde ned i en fællesskabets forbøn.
Bøn er afmagtens sprog. Vi kan i grunden kun bede, når der ikke er andet, vi kan. Derfor er bøn et helt naturligt sprog at tale for mennesker, som har fået en dom, der synes at afslutte deres muligheder for livsudfoldelse, hvad enten det så er en afvisning af en asylsag eller en alvorlig diagnose. Men for os andre, der oplever at have mulighed for at få indflydelse på vores egen fremtid, kan mødet med mennesker i afmagt være dybt afklarende og inspirerende. Det at arbejde med mennesker som dagligt og akut bliver mindet om deres egen afmagt og som i denne situation finder styrke i bønnen, minder os andre om den store frihed, vi går glip af ved at have tillid til vores egne evner til at manøvrere gennem livet. Var det ikke Thomas Aquinas, som sagde, at vores afmagt ikke er grænsen, men forudsætningen for Guds almagt?
– Niels Nymann Eriksen